Roskva Koritzinsky har foreløbig skrevet to novellesamlinger og en roman, men siger selv, at hun føler sig bedst tilpas i novellegenren. I novellerne dykker hun ned i karakterernes åbne sår, men uden at udpensle for meget. I stedet dyrker hun detaljerne, og det er i alle revnerne og sprækkerne i teksterne, at meningen (eller manglen på samme) bobler frem.
Koritzinsky formulerer sig og skaber sætninger, der får læseren til at undre sig. Som når hun skriver: ”Det er sandt at kirker er bygget for at mennesket skal mærke Gud som et åbent rum i kroppen.” (”Jeg har endnu ikke set verden”, s. 7). Det er et ret bombastisk udsagn, som får læseren til at stoppe op. Umiddelbart fremstilles det som en eviggyldig sandhed, men for hvem? Det gives der ingen svar på, og i det hele taget kommer læseren på overarbejde hos Koritzinsky, når der skal findes hoved og hale i de mange fortælletråde.
Debuten, novellesamlingen ”Her inne et sted”, består af 12 korte noveller, der handler om mennesker, der har et vanskeligt forhold til sig selv, deres kroppe og omverdenen. Samtlige noveller er skrevet i første person, og de forskellige fortællere havner ofte i ubehagelige situationer. En udsættes for en brand, og en skolelærer oplever, at klassen ikke kommer til undervisning efter et frikvarter. Hvad der sker på handlingsplanet er ofte uklart og skrives sjældent entydigt frem.
Romanen ”Flammen og mørket” tematiserer i høj grad kærlighed, kunst og ensomhed. Romanens jeg-person rejser ud til den ø, hvor den velrenommerede fiktive filmskaber Hedda Veier har begået selvmord. Her forestiller hun sig hovedpersonens sidste dage, og som romanen skrider frem, står det klart, at hun selv står overfor et afgørende valg i livet. Romanen bærer collagens præg og består af gengivelser af filmklip fra tv-dokumentarer og interviews, refleksioner over kærlighed, seksualitet, kunst, barndom og stoffer.
I ”Jeg har endnu ikke set verden” er det nogle af de samme temaer, der går igen. Ikke mindst temaer om identitet, intimitet, ensomhed og kærlighed.
I et interview fortæller Koritzinsky om sit persongalleri: ”Jeg tror, det er ønsket om den oprigtige renhed, som de personer, jeg skriver om, har til fælles. Både for at være 'gode', at se andre rent, men også fordi de er vældigt tyngede af deres egen selvbevidsthed. De længes efter en frihed fra sig selv.” (Linea Maja Ernst: Det er ikke forfatterens opgave at være et godt menneske. Weekendavisen, 2018-09-21).