Det er oplagt at tale om genrer i forhold til Thomas Korsgaards forfatterskab. Trilogien bestående af ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” bærer genrebetegnelsen roman, men Korsgaard har ikke lagt skjult på, at bøgerne udspringer af hans egen opvækst. Hovedpersonen deler ikke navn med forfatteren før til allersidst, men i interviews forstår man, at der ikke er langt fra Thomas til Tue – i hvert fald ifølge Korsgaard selv. Måske som reaktion på den store diskussion om virkelighed og fiktion, der fulgte efter debuten, indledes ”En dag vil vi grine af det” med et forord, der aktualiserer diskussionen om erindring, fakta og biografi: ”Måske var det ikke noget. Måske var det bare mig, som havde svært ved at finde ud af, hvad der var virkeligt. Derfor begyndte jeg at samle på detaljer. Dette er også en detalje:” (”En dag vil vi grine af det”, s. 9) – læg mærke til kolonet, der afslutter forordet og lader romanen følge efter.
Korsgaards to første romaner foregår i Nørre Ørum, hvor forfatteren er vokset op, men kunne ligeså vel foregå i et hvilket som helst andet landsbysamfund med nedlagte landbrug, busser tre gange om dagen og bordeller langs landevejen. Forholdet mellem land og by løber som en undertråd i romanerne, men der er også en personlig varme i beskrivelserne af udkantsområderne. At bruge udkanten som miljø er ikke politisk motiveret, men personligt og ikke uden ømhed: ”Jeg vil sige, at jeg skriver på en sympati for de kår, jeg kommer fra. Denne slags bøger kræver, at man har en vis portion omsorg og kærlighed til sit stof, men jeg synes stadig, at der mangler stemmer fra den del af Danmark. Og jeg håber, at nogen kan genkende sig i det, jeg skriver.” (Sarah Iben Almbjerg: »Selvfølgelig er jeg bange for at ende som ham med den der ulykkelige barndom«. Berlingske, 2018-05-03).
Ensomhed og følelsen af at være fremmed i sin familie er to centrale temaer, som kun bliver forstærket, som Tues homoseksualitet bliver mere nærværende og sværere at skjule. Vold – både fysisk og psykisk – og svigt står også stærkt i beretningerne om Tues opvækst. Ensomheden og volden forstærker ønsket om at komme væk og blive en anden, men drømmen er uoverskuelig, for der er aldrig penge nok. Fattigdommen er både økonomisk og åndelig og viser sig også i sproget, som er gennemsyret af tomme klicheer. Spørger man Korsgaard, er der dog også et fællesskab bygget ind i de mange faste vendinger: ”De er på den ene side et fælles fundament og en dyb hemmelighed. Men de er også en måde at holde samtalerne fra livet på – samtaler om det der virkelig sker.” (Anna Holmgaard: På kanten – i litteraturen og landet. Fyns Amtsavis, 2017-05-28).
I ”Tyverier” og ”Snydt ud af næsen” bruger Korsgaard novellegenren til at portrættere en række mennesker, der alle har et mellemværende med tilværelsen. De befinder sig i den tungere ende af klassesamfundet, og det korte format gør brug af intonationer, direkte tale og konkrete klassemarkører til at skildre deres samfundsmæssige status og sociale tilhørsforhold frem for at udfolde det i fortællingen.