I Christian Krachts roman ”Die Toten” fra 2021 (”De døde”, 2022) er den ydre ramme sat i 1930’ernes Tyskland, Japan og USA, og her males et satirisk samfundsbillede af tiden op til Anden Verdenskrigs ragnarok. Et centralt tema, der går på tværs af værket, er overgange. Romanen handler om filminstruktøren Emil Nägelis vej fra upcoming instruktør til hans store gennembrud og etablering. Dette sker i filmindustriens store historiske overgang fra stumfilm til tonefilm. Samtidig befinder Nägeli sig også i en privat transitionsfase, hvad angår hans komplicerede forhold til hans døende far.
54261071
Det karrieremæssige gennembrud er gennemsyret af råddenskab. Nägelis mulighed for at få et nyt stort projekt opnås via nazistøtte hos udenrigsministeren i Berlin. Bevæggrunden er en grotesk, frastødende japansk selvmordsfilm, som sendes til Berlin af romanens anden hovedperson, japanske Masahiko Amakasu. Han var en historisk person, som arbejdede som spion for tyskerne og for tysk indflydelse i Japan, og filmen skal motivere tyskerne til at støtte japansk film. Nägeli sendes til Japan for at lave den nazifinansierede film, hvor han mødes af sin forlovede, Ida, som er ham åbenlyst utro med afsenderen af selvmordsfilmen, Amakasu. Alligevel får Nägeli lavet en film, der slår igennem, med en blanding af optagelser af Amakasu og Ida og uskarpe naturoptagelser af brunbjørne og vulkantoppe. Der gøres tykt nar af tidens og filmbranchens idé om det store kunstværk: ” (…) det var helt åbenlyst lykkedes Nägeli med filmkunstens midler at fremvise det hellige, det uudsigelige i det begivenhedsløse.” (s. 22).
Under denne primære og spøgefulde plotstreng, hvor også Charlie Chaplin spiller en bemærkelsesværdig rolle, skildres en anden og psykologisk dybere fortælling, hvori to drengeskæbner, og menneskeskæbner, paralleliseres: Schweiziske (fiktive) Nägelis og japanske (faktiske) Amakasus. Hvor den alvidende 3. personsfortællers beskrivelser af de to mænds gøren og laden som voksne er præget af en karikeret og ofte humoristisk fortællerstil, bringes læseren anderledes tæt på i skildringen af de to mænds barndomsoplevelser af deres mere eller mindre afstumpede fædre. Fra en overvejende brug af ydre synsvinkel skiftes her til indre synsvinkel, som understøtter et toneskift fra det lette og ironiske til en dybere, mere medfølende alvor. Denne bevægelse er typisk for forfatterskabet.