Christian Kracht

Christian Kracht er født i 1966 i Saanen, Schweiz. I løbet af sit liv har han boet mange forskellige steder i verden, heriblandt Thailand, Canada og Indien. Han lagde ud som journalist i begyndelsen af 1990’erne, hvor han skrev for kultmagasinet Tempo, der var kendt for at dyrke en postmoderne og ironisk form for New Journalism. I 1995 debuterede han som 30-årig som forfatter med kultromanen ”Faserland”, som hurtigt blev obligatorisk pensum for tyske gymnasieelever.

Kracht har siden udgivet en række romaner, hvoraf fire er oversat til dansk. Af forfattere som norske Karl Ove Knausgård og tyske Daniel Kehlmann anerkendes han som en stor stilist, men derudover opfattes han også bredt som årtusindskiftets tysksprogede enfant terrible. Det skyldes især litterære aktioner i 1990’erne, der skabte et billede af ham som en kynisk og selviscenesættende provokatør, fordi han bl.a. arrangerede litterære events for eliten og lagde afstand til den gængse kritik af forbrugerisme ved at reklamere for en stormagasinkæde.

På et pressemøde i 2018 i Frankfurt berettede Kracht overraskende om at være blevet udsat for seksuelle overgreb som 11-årig, og dermed dristede han sig som noget helt nyt til selv at betræde rollen som offer. Den litterære scene har betragtet begivenheden fra delte vande: Måske gjorde han blot nar ad tidens bekendelsestrang?

Kracht forholder sig særdeles kritisk til den vestlige civilisation, særligt i Schweiz og Tyskland, og er optaget af forholdet landene imellem: ”Vi har ingen kultur i Schweiz, der er ingenting! (…) Det er, fordi tysk er det dominerende sprog! Det er et sprog, der ikke er vores eget. Og det er derfor, alle schweizere bor andre steder, fordi de ikke kan holde det ud, ikke kan holde ud at blive domineret af dette Adolf Eichmann-sprog og Hölderlin og Bach, det er så tungt!” (Adam Paulsen: Tysk poplitteraturs enfant terrible. Information, 2024-01-05).

I Danmark har en af dansk kulturlivs store personaer, nemlig Madame Nielsen, oversat flere af Krachts bøger (”De døde”, 2018, og ”Eurotrash”, 2022), og de to forfattere er også private venner. I januar 2024 optrådte de sammen på Teater Republique i København. Oven på Corona-krisen flyttede Kracht med sin datter fra Californien tilbage til Zürich, hvor de bor i dag.

Christian Krachts ”Imperium” fra 2012 (”Imperium”, 2013) er en moderne robinsonade, som beskriver den autentiske historie om den samfundsrebelske antihelt August Engelhardt, der i begyndelsen af 1900-tallet drog ned til de tyske kolonier i Sydhavet (det nuværende Papua Ny Guinea), købte sin egen ø og i en snes år overlevede på en kost bestående af kokosnødder og afskårne tommelfingre. Efter Anden Verdenskrig blev han fundet, sindsforvirret og udsultet, af amerikanerne, og på bedste ironiske Kracht-vis introduceret til cola!

50633985

Komikken er til tider absurd, og det ses også i de detaljerede skildringer af det øvrige persongalleri, der er en farverig samling af enere og egenartede personligheder, der – som Engelhardt – alle prøver at finde deres vej i en mærkværdig verden, hvor et stærkt fokus på krop og sundhed betød en fascination af ”det primitive”. Langt væk fra den vestlige industrialisering findes her en mulighed for at lade sig falde udenfor civilisationens snærende rammer og udleve religiøse ideer om nudisme og guddommelige næringskilder.

Stilistisk tematiserer romanen filmens verden via sanselige ydre fremstillinger af afrundede scener. Læseren oplever det nærmest som et kamera, der panorerer rundt, på tværs af tid og sted, formidlet af den alvidende, og ofte ironiske, fortæller. Det filmiske præg understøttes også eksplicit, som her ved bogens slutning hvor der elegant bindes en sløjfe til indledningen helt ned til samme eksakte ordvalg – blot med den vigtige forskel, at afslutningen iblander filmtermer: ”Kameraet zoomer ind, en tuden, skibsklokken kalder til frokost, og en mørkhudet statist (der ikke senere dukker op igen i filmen) skridter stille og med bløde fødder overdækket af for med et forsigtigt skulderklem at vække de passagerer, der straks efter den yppige morgenmad atter var faldet i søvn.” (s. 219). Flue på væggen-illusionen er på samme tid understreget og brudt – for historien er netop fortalt, og du har som læser ladet dig forføre af denne forunderlige og tilsyneladende autentiske fortælling: Men har du været en vågen læser? Eller er du mageligt slumret hen?