EUROTRASH

Citat
”Og hvordan behandlede I så jøderne, havde jeg altid skreget og derpå gemt mig ovenpå i gæsteværelset under taget og fortvivlet grædt hovedpuden våd. Og hvad med russerne, grækerne og danskerne? Det blev altid ignoreret der i trygheden under stråtaget i huset i Kampen på Sylt, lige indtil graven blev det ignoreret, der blev altid tiet og nynnet i øreklapstolen og drukket æggelikør lige til tv-nyhederne (…).”
”EUROTRASH”, s. 142.

I 2021 udkom Christian Krachts underholdende roadtrip-roman ”EUROTRASH” (”EUROTRASH”, 2022), der kan betragtes som en opfølger til debutromanen ”Faserland” (1995). Begge romaner kan genremæssigt betragtes som en art doku-fiktion. Hovedpersonen Christian, som også er jeg-fortæller, er forfatterens alter ego og indleder i ”Eurotrash” sin fortælling i Zürich, hvor ”Faserland” sluttede.

Herfra tager Christian sin aldrende, alkoholiserede mor med på en sidste rejse i et forsøg på at komme overens med og få hold på en dysfunktionel fortid. Rejsen udmønter sig både som en egentlig fysisk rejse i Schweiz og som en fælles erindringsrejse for mor og søn. En pointe er dog, at man kun sjældent husker tingene på præcis samme måde. Hvor Christian ønsker at konfrontere og forstå, undslår moderen sig for at rode op i fortiden. Den nazistiske familiehistorie rummer en morfar med et hemmeligt sadomasochistisk værelse i sit sommerhus på Sylt. Skylden og skammen trænger sig på, og der synes rig grund til begge dele. Christian er tynget af den familiehistorie, som han samtidig er rundet af og indspundet i.

62005866

Bohemeliv, ekstravagance og vestlig civilisations værdiforladte tomhed præger romanen. Mor som søn er så afsindigt rige, at de i bogstaveligste forstand kaster om sig med de store euro-sedler. Det er stødende, grænsende til det groteske, men det er også fascinerende og morsomt. Den umådelige, men ligegyldige rigdom er medbragt på rejsen i plastikposer, og en del af rejsens formål er at skille sig af med pengene – som affald. De er eurotrash, Christian og hans mor.

Romanen skydes i gang ved et køb af en strikket uldsweater fra et bjergkollektiv. En gnist antændes momentant i Christian, som iværksætter en søgen efter mere substans i livet. Men Schweiz har intet at byde på, tværtimod – ikke engang de maleriske bjerge kan mor og søn holde ud.

Romanens tone skifter mellem det legende og lette og det mere eftertænksomme, hvor det grufulde lurer nede i dybderne. En stærk fortællerglæde præger værket, og den tematiseres også eksplicit i form af Christian, der fortæller sin mor historier som en del af det særlige fællesskab, de opbygger på rejsen. Tilbage står for læseren at overveje forholdet imellem forfatter vs. jeg-fortæller og alvor vs. underholdning.