En stærk kritik af den vestlige civilisation gennemsyrer Christian Krachts forfatterskab. I ”Imperium”, der foregår ved 1900-tallets begyndelse, beskrives en civilisationsflugt fra det tyske kejserrige og industrialiseringen. Periodens trang til at afvise det moderne og sætte individet i centrum ses i August Engelhardts kamp for eksistentiel overlevelse – som sørgeligt ender med en ensom død i det fremmede. I ”De døde” er det nazi-Tyskland og det japanske kejserrige, der paralleliseres og modstilles et komplet overfladisk USA med en ondskabsfuld og morderisk Chaplin-figur ved roret. Her må hovedpersonen Nägeli ud i ødemarken for at filme brune bjørne i sin overfladiske søgen efter autenticitet. Nihilismen er total: Der er ingen sande værdier at støtte sig til i tilværelsen, relationerne er tømt for kærlighed, og enhver er sin egen lykkes smed.
Rammen for de historiske nedslag er de to verdenskrige (1914-18 og 1939-45), som både ”Imperium” og ”De døde” leder op til. Kracht går ikke ind i krigene, men dykker i stedet ned i individets samfundsopfattelse i tiden før og efter, som i en søgen efter en baggrundsforståelse af, hvad der førte dertil. I ”Eurotrash” befinder vi os post-Brexit, men Schweiz og Tyskland er fortsat dybt inficerede med nazismen, og den materielle rigdom er ubrugeligt affald, der bør deponeres. End ikke den smukke schweiziske natur kan bidrage til en følelse af mening hos de to hovedpersoner, Krachts alter ego og hans mor.
Både ”Faserland” og ”Eurotrash” spiller på det autofiktive, helt eksplicit ved at have et fortællerjeg, der er Krachts alter ego. Men hvor Kracht har lagt afstand til jeg’et i ”Faserland”, udtaler han om ”Eurotrash”: ”Lad mig i stedet fortælle dig, hvorfor det blev en roman om min mor. Min kone gjorde mig opmærksom på, at der aldrig var nogen kvindelige karakterer i mine bøger, og det havde hun jo ret i. Så jeg tænkte, jeg ville skrive en bog om min mor. Og min mor – du ved, min rigtige mor, var noget af en karakter, og min mor i den her bog er også noget af en karakter, hun er virkelig stærk, og hun er skør på samme måde som min rigtige mor var.” (Adam Paulsen: Tysk poplitteraturs enfant terrible. Information, 2024-01-05).