Analfabeten

”L'analphabète” (”Analfabeten”, 2022) er Agota Kristofs selvbiografiske værk som udkom i 2004. I ”Analfabeten” beskriver Kristof sine tidligste barndomsminder. Hun skriver om lugtene i morens køkken og farens klasseværelse, om hvordan hun som helt lille pådrog sig læsningens uhelbredelige sygdom og elskede at fortælle historier. Talen blev til skrift, da hun som 14-årig kom på kostskole, og skrivning blev den eneste mulighed for at udholde adskillelsens smerte. Storebroren Yano var på en anden kostskole blot tyve kilometer derfra, men de måtte ikke besøge hinanden. Lillebroren Tila var hjemme hos moren.

Kostskolen beskrives som et ufrit sted med hård disciplin og kontrol. I timerne, hvor de forventedes at lave lektier og der forlangtes total stilhed, begyndte hun at skrive en slags dagbog skrevet med en hemmelig skrift, så ingen kunne læse den. Deri skrev hun om tabet af sine brødre, forældre, friheden og tabet af barndommen med sine brødre.

134911816

Et andet tema i erindringsværket er tilegnelsen af sprog; om modersmålet og om fjendesprog – de sprog, hun var tvunget til at lære og som blev talt af de fremmede soldater, der besatte Ungarn. Ligeledes beskriver hun sin kamp for at erobre fransk, det sprog som tilfældigvis blev talt i den del af Schweiz, hun havnede i efter sin flugt fra Ungarn. Hun, som havde elsket at læse og skrive hele sit liv, var pludselig havnet i en virkelighed, hvor hun var analfabet. Livet i Schweiz beskriver hun som en ørken, en social og kulturel ørken, et stivnet liv uden forandring, uden overraskelser og uden håb. Materielt set var de bedre stillet, men sammenlignet med, hvad de havde mistet, var prisen for høj.

”Analfabeten” er skrevet i Kristofs karakteristiske minimalistiske stil med korte, registrerende sætninger. Den er en flygtningefortælling, men også en fortælling om en forfatters tilblivelse og om skrivningen som et nødvendigt frirum.