Agota Kristof har altid vidst, at hun ville være forfatter. Det har hun udtalt i et interview, hvor hun uddyber: ”I min barndom læste jeg en masse, især de russiske. "I min barndom elskede jeg Dostojevskij. Han kunne meget vel være min favorit. Jeg læste også mange detektivromaner.” (Riccardo Benedettini: A conversation with Àgota Kristóf. Music & Literature, 2016-06-09. Egen oversættelse). I samme interview fremhæver hun Knut Hamsun, Francis Ponge og Georges Bataille som forfattere, hun holder af.
”Det store stilehæfte” er blevet læst ind i traditionen fra den europæiske sprogskepsis efter Anden Verdenskrig, hvor blandt andre den tyske filosof Theodor W. Adorno problematiserede sprogets utilstrækkelighed i beskrivelsen af emner som holocaust. Ligeledes er Kristofs skrivestil blevet kædet sammen med en minimalisme, som også var populær i Danmark i 1980’erne og 90’erne. Naja Marie Aidt, Dy Plambeck og Jonas T. Bengtsson er de danske forfattere, som har skrevet forordene til de danske udgivelser af Kristofs forfatterskab, og de beskriver, hvordan mødet med Kristofs litteratur har været øjenåbnende for deres egen skrivepraksis.
Kristofs forfatterskab er blevet sammenlignet med Juan Goytisolos ”Sorg i paradiset” (1955), som handler om en gruppe børn under 1930'ernes spanske borgerkrig. Kristofs roman ”I går” har tematiske lighedspunkter med den franske forfatter Leslie Kaplans debutroman ”L'excès - l'usine” som udkom i 1982 (”Overskridelsen – fabrikken”, 2013). ”Overskridelsen - fabrikken” er en punktroman, som skildrer fabriksarbejdets fremmedgørende og anonymiserende virkning. Værket er skrevet i en man-form og med en ordknaphed, som giver sætningerne minimalistisk, noteagtig karakter.
Den rumænskfødte og tysktalende forfatter Herta Müller tematiserer ligesom Kristof, hvordan det er at leve mellem to lande og to sprog, om det komplicerede forhold til barndomslandet, som er præget af både nostalgi og frygt. Müller er på samme måde som Kristof optaget af, hvordan migrantens forhold til hendes modersmål forandrer sig i mødet med den nye tilværelse i det nye land. Begge skildrer de tomheden og ensomheden ved at leve mange år i eksil, en tematik som også findes hos den tjekkiske eksilforfatter i Frankrig, Milan Kundera, der skriver om eksilet som tilstand i bøgerne ”Om latter og glemsel” (1980) og ”Tilværelsens ulidelige lethed” (1985).