Agota Kristof skriver om det liv, hun kender, og værkerne bygger på hendes egne migranterfaringer, men dermed ikke sagt, at historierne udelukkende er autobiografiske. En undtagelse er ”Analfabeten”, der bærer undertitlen ”En selvbiografisk fortælling”. I et interview fortæller Kristof, at erfaringerne får deres egen form, når de skrives ind i en fiktiv historie, derfor arbejder hun heller ikke ud fra en overordnet plan, når hun skriver: ”Historien om brødrene har sit eget liv. Den har udviklet sig, og jeg har ikke haft en overordnet plan for fortællingen. De tre romaner handler om to drenge, som jeg har opfundet. Jeg vil dække over min egen personhistorie. Udgangspunktet for de tre fortællinger er således nok en fortid i Ungarn og et opbrud, en flugt fra fædrelandet, men erfaringerne får deres egen form, når de skrives ind i en fiktiv historie. Løgne skjuler sandheder, og sandheden ligger i omskrivninger, i de drømme som brødrenes stilehæfter indeholder. Dagbøgerne er opfindelser. 'Historier som ikke er sande, men som kunne være det', som der står i 'Den tredje løgn'.” (Erik Svendsen: Hun skrev bøgerne om tre gange. Politiken, 1993-04-23).
Agota Kristof er kendt for sit ligefremme, usminkede sprog, og det er en stil, som nærmest er kommet af sig selv. I et interview uddyber hun: ”Jeg har valgt den lavmælte stil, fordi de historier som jeg fortæller ikke kan fortælles på andre måder. Stilen er næsten kommet af sig selv.” (Erik Svendsen: Hun skrev bøgerne om tre gange. Politiken, 1993-04-23).
At skrive på fransk, et sprog som hun ikke mestrede til fulde, og arbejdet med at skrive hørespil til en schweizisk radiostation, hvor sætningerne skulle være præcise og umiddelbart forståelige, har været med at forme hendes litterære stil. I en artikel om Kristofs forfatterskab fremgår det også, at læsningen af sønnens skolestil inspirerende hende til de ligefremme, kortfattede sætninger og den nøgterne tone. (Birgitte Kjær: Hun skabte et mesterværk ved at efterligne sin søns simple stil. Politiken, 2022-11-26).
I samme artikel er Kristof citeret for, hvordan hun fandt frem til ”vi-formen” som er fortælleformen i ”Det store stilehæfte”: ”I starten var jeg og min bror fortællerne, men det lød så akavet på fransk, mig og ham, så jeg lagde os sammen, og det blev vi, som er nous på fransk, så jeg behøvede ikke at skrive, hvem der talte. Sådan blev denne stil født.” (Birgitte Kjær: Hun skabte et mesterværk ved at efterligne sin søns simple stil. Politiken, 2022-11-26).
Kristof skriver fra flygtningens og den eksileredes position, og oplevelsen af fremmedgørelse og kulturel og sproglig hjemløshed er gennemgående tematikker i forfatterskabet. I trilogien om tvillingebrødrene er det især, hvordan krig påvirker og skader mennesker, og om efterkrigstiden hvor traumerne går i arv. At miste sin stemme som følge af migration, erobringen af et fremmedsprog og skrivningen som et tilflugtssted er ligeledes gennemgående elementer hos Kristof. I ”I går” er det fabriksarbejderes trøstesløse tilværelse som skildres, og hovedpersonen forsøger at finde hjem i skriften, først ved at skrive historier på et fremmedsprog, siden digte på sit modersmål. I både trilogien om tvillingebrødrene og i ”Analfabeten” bliver skrivningen en overlevelsesstrategi; tvillingebrødrene skriver deres følelseskolde registreringer for at lære at forblive upåvirkede af den brutale virkelighed, i ”Analfabeten” er skrivningen den eneste kur mod adskillelsens smerte. På den måde handler Kristofs forfatterskab også om litteraturen som en lindrende kraft.