- Horeunger!
Folk kalder os:
- Heksens drenge! Tævesønner!
Andre siger:
- Idioter! Bøller! Snotunger! Fæhoveder! Svin! Bæster! Rak! Stinkdyr! Banditter! Rødder! Forbryderspirer!
Når vi hører alle disse skældsord, bliver vi røde i hovedet, det summer for vores ører, det svider i øjnene, og vi ryster i knæene.
Vi vil ikke mere rødme eller ryste, vi vil vænne os til hånen, til de sårende ord.”
I 1986 udkom Agota Kristofs debutroman ”Le grand cahier” (”Det store stilehæfte”, 1987). Værket er første bind ud af en trilogi.
Romanen åbner med en scene, hvor to 13-årige tvillingedrenge bliver sendt ud på landet til deres bedstemor, som de ikke kender. En krig hærger, byen de kommer fra bliver bombet, og der er mangel på mad. Deres mor har derfor set sig nødsaget til at efterlade børnene hos bedstemoren, indtil krigen er forbi. Faren er ved fronten, og de har ikke hørt fra ham i et halvt år. Det nye liv hos bedstemoren er blottet for den omsorg og varme, de har været vant til. De er nødt til at arbejde, ellers giver bedstemoren dem ikke noget at spise og lukker dem ude om natten.
Historien er fortalt fra drengenes perspektiv i en vi-form, som signalerer deres forbundethed og afhængighed af hinanden. Bogen er inddelt i korte tekststykker med overskrifter som ”øvelser til hærdning af kroppen” og ”øvelser til hærdning af sjælen”. Teksten kan læses som en slags krigsdagbog, som drengene fører over deres oplevelser og hærdningsproces.
52915686
Deres skriveregel er at skrive en prosa helt fri for følelser, nøjagtig og objektiv. For at overleve i den barske virkelighed, som er præget af fattigdom og forråelse, har de indset, at de må hærde deres sind og krop. På den måde fremskriver de et hærdet sprog, hvor fortrængningen af egne følelser er sat i sprogligt system.
De får bank af bedstemoren og af andre mennesker, og for bedre at kunne tåle smerte uden at komme til at græde, øver de sig ved at slå hinanden. For at vænne sig til skældsordene, de bliver kaldt, beslutter de sig for at kalde hinanden værre ting, indtil ordene ikke trænger ind i deres hjerner. Men ordene fra gamle dage, de kærlige ord som moren kaldte dem, giver dem stadig tårer i øjnene, så de gentager dem så mange gange, at de lidt efter lidt mister deres betydning, og den smerte de fremkalder, bliver mindre.
”Det store stilehæfte” er brutal læsning, men holdt i en usentimental og nøgtern tone. De voksnes analyserende og fortvivlende blik er fraværende, i stedet er sproget præget af en barnlig naivitet, som er konstaterende og drevet af nysgerrighed.