Alt dette er kun en løgn. Jeg ved meget godt, at i denne by, hos bedstemor, var jeg allerede alene, at jeg selv dengang blot forestillede mig, at vi var to, min bror og mig, for at kunne udholde den uudholdelige ensomhed.”
Agota Kristofs roman ”Le troisième mensonge” (”Den tredje løgn”, 1992) udkom i 1991 og er sidste bind i trilogien om tvillingebrødrene.
I romanens åbningsscene sidder jeg-fortælleren i fængsel i sin barndomsby. Fængslet er blot en lille celle på den lokale politistation, som før var værtshus. Han er ikke kriminel, men hans papirer er ikke i orden, og hans visum er udløbet. Den mest oplagte og intuitive læsning er, at hovedpersonen er den aldrende Claus, som er vendt tilbage for at finde Lucas efter mange år i eksil i udlandet, men hurtigt fornemmer man, at noget ikke stemmer. Teksten begynder at springe i tid og sted, og handlingen glider sammen med drømmesekvenser, som gør det vanskeligt at afgøre, hvad der er virkeligt, og hvad der er tankespind.
20153695
I en sekvens går jeg-fortælleren i gaderne i sin barndoms by. Det er en død by, husenes vinduer og døre er lukkede, stilheden er total. En spøgelsesby efter krigens hærgen for mange år siden. Pludselig står der en puma for enden af gaden, og pludselig bryder husene i brand. Han fortsætter gennem den brændende gade, til han møder en dreng, som han tror er hans bror. Ham, der venter på sin bror, sidder på en bænk på det store torv og er meget gammel, siger drengen.
I fængslet kommer boghandleren med suppe, en pakke med papir og blyanter. Det viser sig, at vores fortæller kan lide at skrive. Boghandleren spørger, om det er sande eller opfundne historier, han skriver, og han svarer, at det er sande, indtil historien bliver uudholdelig på grund af sin sandhed, og han bliver tvunget til at ændre den. Han forklarer, at han forsøger at fortælle sin egen historie, men det gør for ondt, så han beskriver tingene, som han ville ønske, de havde foregået. Denne lille dialog fungerer som et forvarsel for, hvordan teksten begynder at opføre sig; fortællingen opløser sig selv, et spor følges, indtil det pludselig ophører og skifter retning, kronologien sprænges, og tekststykkerne fremstår som fragmenter.
”Den tredje løgn” kan læses som et postmodernistisk værk, der gennem opløsning af tid og sted, forviklinger og sammenblanding af virkelighed og drøm demonterer forventningen til romanen som et troværdigt, fremadskridende handlingsforløb.