Iben Krogsdal spænder i sit forfatterskab over mange genrer. Hun har skrevet noveller, børnebøger, ungdomsbøger, salmer og en enkelt roman.
Der er dog tematikker, der går igen og findes i flere af hendes værker. Dette gælder blandt andet relationer mellem mennesker, både de der fungerer, som det f.eks. er tilfældet mellem Jens-Peter og Helle i novellen ”Maven” i ”Træfpunkter”, og måske i særdeleshed de relationer, der ikke er, som de skal være eller som helt mangler. Iben Krogsdal siger selv om dette: ”Afstande mellem mennesker, manglende evne til nærhed og intimitet, mennesker som tilskuere til deres egen og andres tilværelse. De blander sig ikke, iagttager hellere på sikker distance. Giver mistroen gode kår. Dette er verden ifølge novellerne.” (Claus Grymer: Smertens mødested. Kristeligt Dagblad, 2000-10-24).
I salmerne kredser Iben Krogsdal også om det relationelle, her er det dog ikke kun mellem mennesker, men også mellem mennesker og Gud.
Ofte er erfaringen af tab, sygdom og dødens vilkår en del af Iben Krogsdals salmesprog, men også menneskets tørst efter retfærdighed indtager en central plads i salmerne. Dette tema kan findes i titelsalmen ”Vi som er søgende”, der handler om den grundlæggende utilfredshed med det, som man er givet og som afsluttes med en bøn til Gud om at komme overens med dette vilkår og i stedet glædes over det man har. Om det siger Iben Krogsdal: ”Kampen med netop vores menneskelige retfærdighedstænkning er også blevet det tilbagevendende tema i mine salmer og mit forfatterskab, selvom jeg nu efter mange års kamp – i hvert fald med min fornuft – har erkendt, at livet er uretfærdigt for os alle, og at dét i virkeligheden er livets største gave.” (Dorte J. Thorsen: ”Salmedigter: Jeg gav Gud et løfte, da jeg stod ved den oprørte fjord.” Kristeligt Dagblad, 2017-06-02).