Iben Krogsdals ”Terapi og dyr i baghaven” udkom i 2011 og består af 10 noveller, der ligesom forgængeren ”Træfpunkter” kredser om relationer. I ”Terapi og dyr i baghaven” er det i særlig grad relationer, der brydes, genoprettes eller skuffes, der er teksternes omdrejningspunkt. Hovedpersonerne ifører sig i mange af novellerne en forceret optimistisk tilgang til livets udfordringer inspireret af tidens coachingkultur.
Dette er f.eks. tilfældet i novellen ”Anden aktør”, hvor den ledige civilingeniør Laue har sit første møde hos andenaktøren Henrik, der med et snuptag forvandler Laues hjemlige madlavningstjans til en fempunktsoversigt over kompetencer, der er relevante for en mulig arbejdsgiver.
I novellen ”I jernform” balancerer hovedpersonen Gorm på randen af en alvorlig stresssygemelding. Han kan ikke sove om natten, til trods for at han anvender alle de visualiseringsværktøjer, som han har fået af sin terapeut Finn. Det eneste, der for en kort stund hjælper, er konstante blodtryksmålinger. Gorms ægteskab lider under hans lurende stress og som læser fornemmer man, at sammenbruddet er uundgåeligt.
29027501
I novellen ”Dem der handler i Bilka” er det tematiske fokus på de fællesskaber, som man har svært ved at vedkende sig med andre. Jeg-fortælleren er med sin familie på indkøbstur i Bilka, da hun bliver trængt op i et hjørne af en mor fra sønnens børnehave. Nathalies mor er en kvinde, der på alle tænkelige måder adskiller sig fra jeg-fortælleren. Det gælder opdragelse, udseende, værdier og evne til at afkode sociale spilleregler. Kvinden og hendes familie er ”sådan nogle der handler i Bilka”, mens jeg-fortælleren opfatter sig selv markant anderledes. Lige indtil hun genkender et par klip-klappere i den anden kvindes vogn, som hun selv har haft et godt øje til. Rystet går det op for hende, at hun måske også selv er ”sådan en der handler i Bilka”, og at den eneste forskel på hende og Nathalies mor er, at jeg-fortæller skammer sig over at tilhøre dette segment.
Novellerne kredser tematisk om hverdagslivet for mennesker, der i tidens ånd arbejder med sig selv og optimerer og værner om selvbilledets to sider; det man selv ser og det man bryder sig om, at andre skal se.