Der står en sort kat og holder et billede frem af to ømt favnende mennesker på forsiden af en de bedste danske billedbøger i 1990’erne. Bogen hedder Historien om Elmer og Elvira (1999) med smukke, ’skæve’ acryl af Hanne Kvist og tekst af Mats Letén.
Elmer og Elvira er hovedpersonerne i bogen, men der er altså også en kat med i spillet. Som bifigur. På omslaget er den dog temmelig dominerende, så mon ikke den har en større rolle end som så?
Under alle omstændigheder lægger Elmer slet ikke mærke til katten, når han bevæger sig ud af sit hus:
For katte kan kun ses, når de vil ses ...
Jo, katten er med overalt i denne lille, sære kærlighedshistorie om Elmer, der bliver forelsket i Elvira ’ved første blik’. Hun derimod kan kun elske Elmer, hvis han er iført ’flot uniform’.
Og så må Elmer på jagt efter uniformer, og to gange lejer han udstyr i en karnevalsbutik. Først optræder han som sørøver og senere som brandmand, men det går ikke. For Elvira har sin egen mening:
Jeg synes, De er meget flot, og jeg tror nok, at jeg elsker Dem en lille smule, men en lille smule er jo ikke nok .
Elmer bliver så trist over Elviras afvisning, at han glemmer alt omkring sig, og da hans hjerte er sort af sorg og rødt af længsel, vil han kun ’spise sort lakrids og drikke rød vin’, indtil han er gået helt i hundene.
Men katten vil selvfølgelig ikke finde sig i, at Elmer går i hundene , så nu må den klare skærene.
Katten finder derfor avisens annoncesider frem og kradser løs på papiret, hvor der er en ledig stilling som overkustodedørvogter. Og minsandten om det ikke netop er på det museum, hvor Elvira arbejder! Da Elmer nu viser sig i ægte uniform med talrige guldsnore, bliver Elvira ganske blød i knæene...
Så gifter de sig. Og boede sammen med en sort kat i et hus ved en sø . Slut.
Katten har virkelig styr på sagerne. De to voksne (mennesker) er kun optaget af deres egne problemer, konflikter og sorger. Katten må derfor i perioder gå for lud og koldt vand. Men det har den til gengæld stor erfaring i.
Katten ligner et barn til forveksling. Og i denne billedbog må katten (=barnet) tage affære, når den voksne Elmer knækker sammen på midten og bliver så nedbøjet, at ’han kunne se to myrer gå tur’.
Måske er det et spejl, som katten holder frem på forsiden af bogen, for voksne elsker at spejle sig og har - så at sige - kun blik for sig selv. Barnet må derimod bære hele verden på sine skuldre. Det har Hanne Kvist et sikkert blik for gennem hele sin sørgmuntre buket af flotte billed- og tekstbøger.