Foto: Thomas Dohn

Hanne Kvist

Carsten Berthelsen, forfatter og formand for Kulturministeriets Illustratorprisudvalg. 2002.
Top image group
Foto: Thomas Dohn

Indledning

Dansk illustrator. Har hovedsageligt illustreret børne- og ungdomsbøger. Hanne Kvist er uddannet som grafisk designer i 1983. Man kan se Hanne Kvists spændende bogdesign bl.a. i hæftet Mere lugte (1994), som hun udarbejdede til Eksperimentariet i København. Her blander Hanne Kvist fotografiske collager med håndtegninger på en meget inspirerende måde.

 

47242096

Blå bog

Født: 1961 i Skjern.

Uddannelse: Grafisk designer i 1983 ved Den Grafiske Højskole.

Debut: Alle tiders rejse. Historien om den længste dag i Oskars og Alvildas liv (sammen med Ida Toldbod). Gyldendal, 1997 (børnebog). Det snakker vi ikke om. Gyldendal, 2011 (voksenbog).

Litteraturpriser: Vandt konkurrence udskrevet af forlaget Forum med Drengen med sølvhjelmen, 1997. Danmarks Skolebibliotekarers børnebogspris, 2005. Gyldendals Børnebogspris, 2016. Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur, 2017.

Seneste udgivelse: Drengen med sølvhjelmen. Høst, 2019. Illustreret af Rasmus Meisler. Grafisk roman.

Inspiration: Inger Christensen, Henrik Nordbrandt, Christina Hesselholdt og Einar Már Guðmundsson.

Se også forfatterportrættet af Hanne Kvist.

Artikel type
illustratorer

Baggrund

Der står en sort kat og holder et billede frem af to ømt favnende mennesker på forsiden af en de bedste danske billedbøger i 1990’erne. Bogen hedder Historien om Elmer og Elvira (1999) med smukke, ’skæve’ acryl af Hanne Kvist og tekst af Mats Letén.

Elmer og Elvira er hovedpersonerne i bogen, men der er altså også en kat med i spillet. Som bifigur. På omslaget er den dog temmelig dominerende, så mon ikke den har en større rolle end som så?

Under alle omstændigheder lægger Elmer slet ikke mærke til katten, når han bevæger sig ud af sit hus:
For katte kan kun ses, når de vil ses ...

Jo, katten er med overalt i denne lille, sære kærlighedshistorie om Elmer, der bliver forelsket i Elvira ’ved første blik’. Hun derimod kan kun elske Elmer, hvis han er iført ’flot uniform’.

Og så må Elmer på jagt efter uniformer, og to gange lejer han udstyr i en karnevalsbutik. Først optræder han som sørøver og senere som brandmand, men det går ikke. For Elvira har sin egen mening:
Jeg synes, De er meget flot, og jeg tror nok, at jeg elsker Dem en lille smule, men en lille smule er jo ikke nok .

Elmer bliver så trist over Elviras afvisning, at han glemmer alt omkring sig, og da hans hjerte er sort af sorg og rødt af længsel, vil han kun ’spise sort lakrids og drikke rød vin’, indtil han er gået helt i hundene.

Men katten vil selvfølgelig ikke finde sig i, at Elmer går i hundene , så nu må den klare skærene.

Katten finder derfor avisens annoncesider frem og kradser løs på papiret, hvor der er en ledig stilling som overkustodedørvogter. Og minsandten om det ikke netop er på det museum, hvor Elvira arbejder! Da Elmer nu viser sig i ægte uniform med talrige guldsnore, bliver Elvira ganske blød i knæene...

Så gifter de sig. Og boede sammen med en sort kat i et hus ved en sø . Slut.

Katten har virkelig styr på sagerne. De to voksne (mennesker) er kun optaget af deres egne problemer, konflikter og sorger. Katten må derfor i perioder gå for lud og koldt vand. Men det har den til gengæld stor erfaring i.

Katten ligner et barn til forveksling. Og i denne billedbog må katten (=barnet) tage affære, når den voksne Elmer knækker sammen på midten og bliver så nedbøjet, at ’han kunne se to myrer gå tur’.

Måske er det et spejl, som katten holder frem på forsiden af bogen, for voksne elsker at spejle sig og har - så at sige - kun blik for sig selv. Barnet må derimod bære hele verden på sine skuldre. Det har Hanne Kvist et sikkert blik for gennem hele sin sørgmuntre buket af flotte billed- og tekstbøger.

Alle tiders rejse

Hanne Kvist er født i Skjern i 1961. Hun er uddannet som grafisk designer i 1983 og bor i disse tider (2002) i København. Hendes grafiske arbejder er sprælske, sjove og skæve, som hendes senere så flotte stregtegninger og akvareller. Man kan se Hanne Kvists spændende bogdesign bl.a. i hæftet Mere om lugte (1994), som hun udarbejdede til Eksperimentariet i København. Her blander Hanne Kvist fotografiske collager med håndtegninger på en meget inspirerende måde. Hæftet har tekst af Ida Toldbod, som blev tekstforfatter på Hanne Kvists første børnebilledbog: Alle tiders rejse - Historien om den længste dag i Oskar og Alvildas liv (1995).

Bogen fortæller meget pædagogisk om fænomenet tid, som de to børn Oskar og Alvilda prøver at forstå og fatte. De vil nemlig så gerne ’vinde’ lidt mere tid, så deres fortravlede forældre kan være mere sammen med dem.

Gennem en sprække i et plankeværk træder de en dag ind i en anden dimension, hvor Tiden på alle måder er håndgribelig. Her bestyrer Fru Tålmod en ventesal fyldt med ’Forventningens stole’, som enten kan være rare at sidde i eller som på en pinebænk. Via et tidsrejsebureau kommer de til hr. Stundesløs, som er gartner i Tidens have, derefter til Hr. Nattegod, der passer nattesøvnen og ender hos Kalenderkonen, som vogter ’Den svævende Kalender’. Tiden vokser - så at sige - mellem hænderne på Oskar og Alvilda, og de forstår mer’ og mer’.

Konklusionen er (selvfølgelig), at børnene ikke kan ’købe sig’ mere tid, for ingen har magt til at bestemme over Tiden, og ingen kan få mere tid, end den der er afsat til den enkelte...

Kalenderkonen forsyner dog Oskar og Alvilda med en solstråle, som de kan hænge op i tagskægget uden for deres hjem. Den bevirker, at mor og far ikke straks pisker ud af døren efter aftensmaden, som de har for vane, men bliver hjemme og drikker varm kakao. Da børnene begynder at fortælle om deres meget lange og begivenhedsrige dag, siger mor:
I behøver altså ikke at finde på sådan nogle røverhistorier bare for at få os til at blive hjemme hos jer. Der er jo ikke noget, vi hellere vil .

Men her tager mor fejl - der skulle faktisk en solstråle til at omvende de egoistiske voksne, der også i denne debutbog kun ser, hvad de selv har lyst til at se...

Godt bagerbrød

Året efter fulgte den fine billedbog Der er krummer i Bager Svendsen (1996),  der også var et resultat af samarbejdet mellem Ida Toldbod og Hanne Kvist.

Svendsen er virkelig en anderledes bager, der former sine boller og kager meget fantasifuldt. Brødet ligner alt muligt andet end det ’normale’, og i begyndelsen synes alle folk i byen, at hans idérigdom er skæg og kreativ.

Men efterhånden rejser der sig storm af utilfredshed over hans mangel på pli og tradition, og Bager Svendsen mister alle sine - ja! - kedelige kunder. Efter denne fiasko kan han lige så godt tage sig en lang ferie bort fra den lille småborgerlige by, hvor folk åbenbart kun vil ha’ hverdagsbrød.

På en lille solskinsø i de varme vande opdager Svendsen, at alle bagere på stedet bager anderledes brød med skægge former. Hov!, der er altså andre bagere som ham i verden, og bestyrket i sin tro på sig selv, vender Svendsen atter hjem.

Her bliver han modtaget af den søde lille frøken Julie, der faktisk, som den eneste, har troet på hans originalitet hele tiden. Gennem et lidt lusket trick hjælper frk. Julie bager Svendsen med at få en kæmpeordre på brød til borgmesterens fødselsdagsfest. Og nu ender alt i fryd og gammen, og den (lidt grå), men kærlige frk. Julie bliver bagerfrue.

Lykken lå sandelig lige foran bagerens fod, ja, så snublende nær, at han knap lagde mærke til den. Men det var godt, at Svendsen troede på sig selv og havde mod til at ville være noget helt specielt.

Det er en fin, skør og herlig billedbog om turde være anderledes...

Så kalder atter de lange veje...

Der er nogle lange og seje omveje i Hanne Kvists bøger. Hovedpersonerne må rejse langt og vidt omkring, for til sidst at finde ud af, at der var en løsning på alle problemer næsten lige ved hånden. Bager Svendsen havde knap nok lagt mærke til frk. Julie, men måtte ud på en lang rejse (og omvej) for at finde sig selv og sin kærlighed.

Hendes Kongelige Højhed Museprinsessen (1998) må også ud på en lang, lang rejse for at finde lykken. Bogen er Hanne Kvists gennembrud som børnebogsillustrator, og den er forsynet med en pragtfuld og morsom tekst af Louis Jensen. Undertiden er teksten dog så detaljeret og anarkistisk, at tegningerne knap kan rumme den. Teksten presser sig i den grad på, at den næsten tager pusten fra de meget smukke opslag i vandfarve.

22011588

Museprinsessen vil finde sig en kæreste og har allerede et ’guldbillede’ af ham i sit hjerte. Hun tror, at hun skal rejse langt for finde ham og tager af sted med den Kgl. Musefamilie på et fint sejlskib.

De kommer på skift til Havkongen, Luftkongen, Ildkongen og Jordkongen, der alle præsenterer deres sønner for prinsessen. Men disse flotte fyre har ikke den fuldkommenhed, som prinsessen søger, så hun må videre på farten. Til sidst har musefamilien opbrugt al proviant, og Museprinsessen er nødt til - i alle ordets betydninger - at droppe hjertet, der ryger udenbords sammen med hendes drømme.

Men netop i det ’øjeblik’ får hun øje på rorsmanden, og han indeholder alle de elementer, som de rigtige elementers sønner kun havde delvist. Man kalder nemlig vand, luft, ild og jord for ’elementer’ eller grundstoffer.

Jo, denne mus har det hele:
Og prinsessens guldhjerte smeltede. Så tæt holdt han om hende, at guldet strømmede ud i hendes blod og blev til lys. Det dejligste lys, og det skinnede fra hendes øjne og lige ind i ’hans’ sorte museøjne”.

Egentlig burde prinsessen have lagt mærke til, at ekspeditionsskibet havde en lang hale, der stak ud af skibets køl. Måske kunne hun have sparet sig den lange vej ved at lægge mærke til hvad og hvem, der styrede farten?

Man siger, at kærlighed gør blind, men i denne bog åbner den blikket...

Fandens til fødselsdag!

1999 var Elmer og Elviras år, og i 2000 var det Fandens fødselsdag.

I sidstnævnte er Hanne Kvist gået solo og har skabt en meget morsom og gribende billedbog om dengang, da Fanden var barn.

23110423

Den lille Fanden ønsker sig alle mulige gaver, som han selvfølgelig får af sin mor og far, men allermest brændende ønsker han sig en legekammerat. Det ønske kan mor og far ikke opfylde, så de sætter sig hovedrystende foran fjernsynet, der viser en udsendelse med helvedesild. Imens krammer den lille Fanden grådkvalt sin flammedyne. Jo, børnene må klare sig selv - også i helvede!

Men så - som et mirakel - kommer der en lille guldlokket engel på besøg, ja, som sendt fra himlen. Hun er lidt speciel og udfordrer Lillefanden til alle mulige og farlige (!) lege. Efter en begivenhedsrig fødselsdag ringer telefonen, og Vorherre spørger Fandens far og mor om de ikke har set et lille uartigt englebarn, der er stukket af hjemmefra. Heldigvis har børnenes leg efterladt huset i et syndigt rod, så nu bliver forældrene meget stolte af deres djævlebarn...

Tegningerne er som indholdet - et pragtfuldt, ’rodet’ miks af akryl-, vand- og oliekridt, der er smurt på med rund hånd. Indtrykket er virkeligt originalt og lægger sig smukt i tråd med Historien om Elmer og Elvira.

Med disse bøger tog Hanne Kvist et kæmpeskridt frem i felten blandt de bedste moderne danske børnebogsillustratorer.

De voksnes alt for voksne verden

Ligeglade eller indifferente forældre er også et tema i Hanne Kvists første roman, der har titlen Drengen med sølvhjelmen fra 1999.

Romanen er en forunderlig blanding af realisme, science fiction og fantasy. Men tid og sted er også ligegyldige størrelser, for denne bog handler ligesom den efterfølgende højtlæsningsbog: Hund i Himlen (2001) mest om følelser.

Jon er titelfiguren - drengen med sølvhjelmen. Hjelmen er ’i virkeligheden’ kun en cykelhjelm, lejetøjs ridderhjelm, som Jon bruger, når han færdes i trafikken. Men i romanens virkelighed forvandler Jon sig - helt reelt - til en ridder med hjelm og brynje i jagten på sin lillesøster, Liv.

22401459

De hjerteløse forældre har solgt(!) søsteren til Børnetjenesten (læs = Bjørnetjenesten), der igen har solgt Liv videre til den mystiske ’Greve’, som holder hende og en masse andre børn fanget i et ”gråt og gammelt hus”. Her vil han klippe vingerne af alle de børn, der som lillesøsteren - besynderligt nok - er født med flagermusevinger.

Heldigvis får Jon god hjælp af en sær og bramfri rocksanger og chauffør for Børnetjenesten, der undervejs mod Grevens hus belærer Jon om dette og hint. Denne herlige figur, der er en blanding af bølle, rocker og filosof, hedder Michum - og det er (næsten) navnet på en berømt amerikansk B-skuespiller, der i talrige film enten spillede psykopat eller hårdkogt bavian (Robert Mitchum (1917-97). Det er Michum, der hjælper Jon med det endelig opgør med Greven, der vil ’stække’ (dvs. klippe vingerne af) alle de gode energier, som børnene bærer rundt på.

Greven minder meget om hovedpersonen i H.C. Andersens vidunderlige eventyr: Sneedronningen (1844). Denne iskolde madamme har fanget den lille Kay og har gjort ham ”stille, stiv og kold”, dvs. at Kay er blevet en trist voksen-(mand) langt før sin tid.
I Drengen med sølvhjelmen vil Greven stække børnene, så de bliver som alle andre kedelige mennesker på denne jord og ikke kan svinge sig op på fantasiens vinger. Men heldigvis har både Kay og Liv en befrier, der ikke helmer før, at de har udfriet dem. I H.C. Andersens eventyr hedder den modige heltinde Gerda, i Kvists roman Jon...

Og efter befrielsen kan Jon så tage ud i det blå med sin lillesøster, som han elsker overalt på jorden. De to behøver stort set ikke de voksnes verden:
Han kunne køre mod nord, syd, øst og vest. Det gjorde ikke den store forskel .

Romanen tematiserer en lang række konflikter og spændinger i børns og voksnes liv. Mest bevægende er bogens konklusion om, at alle - et eller andet sted - har en ven, som vil hjælpe, når nøden er størst. Michum og Jon bliver pot og pande på trods af forskel i alder, erfaring og sind.
Venner kan man altid finde...

Drengen med sølvhjelmen vandt førsteprisen i en nordisk børnebogskonkurrence, som forlaget Forum udskrev i 1999. Romanen har været en stor succes for forfatter og forlag og er blevet oversat til italiensk, hollandsk, tysk, svensk og norsk. Bogen er (selvfølgelig) forsynet med fine sort/hvide vignetter af Hanne Kvist.

Rigtige venner

Der også rigtige venner i Hanne Kvists dejlige højtlæsningsbog: Hund i himlen. Den lille roman udspiller sig i Sydamerika - i et ikke nærmere defineret land. Og dog:Hvordan er Hund i himlen blevet til?

- "Den startede vel, da vi var i Bolivia og boede ude på et børnehjem, hvor der var hundrede piger. Det var i 1997, og vi havde et fadderskab, og organisationen sendte os rundt for at se på forskellige institutioner. Og det gør indtryk i et land, hvor familien betyder alt, at møde børn, der er helt alene, enten fordi forældrene er døde, eller fordi de ganske simpelt er ”sat ud” - er uønskede. Så havde jeg stemningen, og jeg havde stedet. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre".

23363658

(Solen skinner på Kvist - interview ved Steffen Larsen i Børn og Bøger november 2001).

Hund i himlen fortæller om Lora, der er helt alene i verden. Hun må afgive sin eneste ven, hunden med navnet Hund, til de nonner, som bestyrer det børnehjem, som hun skal flytte ind i. De får hunden aflivet, og i sin sorg og fortvivlelse lukker Lora sig helt ind i sig selv. Ja, på et tidspunkt bliver hun så desperat, at hun bilder sig ind, at hun er en hund og begynder at bide nonnerne!

Uden for ’fængslets mure’ møder Lora drengen Nick, der hjælper hende med at lave et gravsted for Hund. Nu har hun et sted at søge hen i triste stunder, og det kunne jo også være, at Hund ville genopstå af graven, ligesom Jesus gjorde påskedag. I det hele taget bliver Nick vejen tilbage til livet for Lora - han hjælper hende med alt og ’opfinder’ hendes fødselsdag, selv om ingen ved, hvornår hun er født...

Og minsandten genopstår Hund - ikke som hunden ved navn Hund, men som en lille ensom hvalp, der strejfer rundt på kirkegården. Og efter en smule betænkning tager Lora hvalpen til sig som sin.

Nonnerne giver Lora lov til at beholde hvalpen, for de indser, at hendes vilje og styrke er så stærk, at de ikke kan (eller vil) knægte den mere.

Se hvem der også er her, sagde Lora og holdt den op så Nick kunne se den nede fra gaden.
- Hvalpen! Jeg vidste at det var Hund der var kommet tilbage, sagde Nick.
- Måske, sagde Lora og lagde sin kind mod hvalpens bløde isse. - Måske er det virkelig Hund.

Det er ikke let at være barn i en alt for voksen verden. Endog Fanden som barn havde det ikke nemt...

Men det er godt, at vi har en tegner og fortæller som Hanne Kvist til at gøre (os) voksne opmærksom på børns helt elementære og selvfølgelig behov. Og det kræver et stort talent at fortælle om disse behov så usentimentalt og smukt som Hanne Kvist.

Jo, hun er vist ’kvinden med sølvpennen’...

Bibliografi

Illustrerede værker for børn og unge

Toldbod, Ida og Hanne Kvist: Alle tiders rejse - Historien om den længste dag i Oskar og Alvildas liv. 1995 (bi).
Toldbod, Ida og Hanne Kvist: Der er krummer i Bager Svendsen. 1996 (bi).
Jensen, Louis: Hendes kongelige Højhed Museprinsessen. 1998 (bi).
Kvist, Hanne: Drengen med Sølvhjelmen. 1999.
Letén, Mats: Historien om Elmer og Elvira. 1999 (bi).
Kvist, Hanne: Fandens fødselsdag. 2000 (bi).
Kvist, Hanne: Hund i himlen. 2001. Zik Zak Zoom.
Gyldenkærne, Nanna (red.): Landet længere væk. 2002. Bidrag af Hanne Kvist i en digtsamling, hvor 73 danske illustratorer har tegnet til rim og remser for børn.
Pedersen, Knud Erik: Der er kommet en komet : nordiske digte for børn. 2003. Bidrag af Hanne Kvist i en digtsamling af nordiske digte for børn.
Kvist, Hanne: Hr. Lykke : kaos og kærlighed i hr. Lykkes kitteludlejning. 2004. Illustreret af: Lilian Brøgger.
Kvist, Hanne: Osvald og gåden om ketchup. 2004. Illustreret af: Rasmus Bregnhøi.
Kvist, Hanne: Jeg er Frede (men det er ikke altid det de andre kalder mig). 2004. Illustreret af Cato Thau-Jensen.
Kvist, Hanne: Lille Nø. 2005. Illustreret af Hanne Bartholin.
Kvist, Hanne: Os to uden sutsko. 2005.
Kvist, Hanne: Ørkenland. Gyldendal, 2011. Ungdomsroman.
Kvist, Hanne: To af alting. Gyldendal, 2013. Billedbog.
Kvist, Hanne: Dyr med pels - og uden. Gyldendal, 2016.
Kvist, Hanne: Træet, dyrene og os. Gyldendal, 2017.
Kvist, Hanne: Pigen der hed Djamesbond. Gyldendal, 2019.
Kvist, Hanne: And i rummet. Gyldendal, 2019. (Hul igennem).
Kvist, Hanne: Blomsten der elsker mig. Gyldendal, 2019. Illustreret af Signe Parkins. Billedbog.
Kvist, Hanne: Drengen med sølvhjelmen. Høst, 2019. Illustreret af Rasmus Meisler. Grafisk roman.

Læs mere om Hanne Kvist

Billedbøger & børns billeder. 2000 (81.01).
Larsen, Steffen: Solen skinner på Kvist. 2001 (37.13605) Interview. I: ’’Børn og Bøger’’, 54. årgange, nr. 7, side 20-23.
Gud og H.C. Andersen. 2005. I: Dansk. - 2005, nr. 3. - S. 8-9 : ill. Barndomserindringer om oplæsning af H.C. Andersens eventyr.
Bogh, Cecilie: Livet er ikke lutter hvide kitler : når midaldrende mænds midtlivskriser tematiseres i moderne børnelitteratur. 2006 . I: Graf. - Nr. 2 (2006). - S. 14-15.

Om illustratoren

Her får man de vigtigste pejlemærker i Hanne Kvists forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og links til omtaler på nettet.
Forfatterportrætter udarbejdet af bibliotekarer over hele landet. Portrættet indeholder blandt andet biografi, bibliografi, tekstuddrag og lyd-eksempler.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hanne Kvist