Hanne Kvist

Der står en sort kat og holder et billede frem af to ømt favnende mennesker på forsiden af en de bedste danske billedbøger i 1990’erne. Bogen hedder Historien om Elmer og Elvira (1999) med smukke, ’skæve’ acryl af Hanne Kvist og tekst af Mats Letén.

Elmer og Elvira er hovedpersonerne i bogen, men der er altså også en kat med i spillet. Som bifigur. På omslaget er den dog temmelig dominerende, så mon ikke den har en større rolle end som så?

Under alle omstændigheder lægger Elmer slet ikke mærke til katten, når han bevæger sig ud af sit hus:
For katte kan kun ses, når de vil ses ...

Jo, katten er med overalt i denne lille, sære kærlighedshistorie om Elmer, der bliver forelsket i Elvira ’ved første blik’. Hun derimod kan kun elske Elmer, hvis han er iført ’flot uniform’.

Og så må Elmer på jagt efter uniformer, og to gange lejer han udstyr i en karnevalsbutik. Først optræder han som sørøver og senere som brandmand, men det går ikke. For Elvira har sin egen mening:
Jeg synes, De er meget flot, og jeg tror nok, at jeg elsker Dem en lille smule, men en lille smule er jo ikke nok .

Elmer bliver så trist over Elviras afvisning, at han glemmer alt omkring sig, og da hans hjerte er sort af sorg og rødt af længsel, vil han kun ’spise sort lakrids og drikke rød vin’, indtil han er gået helt i hundene.

Men katten vil selvfølgelig ikke finde sig i, at Elmer går i hundene , så nu må den klare skærene.

Katten finder derfor avisens annoncesider frem og kradser løs på papiret, hvor der er en ledig stilling som overkustodedørvogter. Og minsandten om det ikke netop er på det museum, hvor Elvira arbejder! Da Elmer nu viser sig i ægte uniform med talrige guldsnore, bliver Elvira ganske blød i knæene...

Så gifter de sig. Og boede sammen med en sort kat i et hus ved en sø . Slut.

Katten har virkelig styr på sagerne. De to voksne (mennesker) er kun optaget af deres egne problemer, konflikter og sorger. Katten må derfor i perioder gå for lud og koldt vand. Men det har den til gengæld stor erfaring i.

Katten ligner et barn til forveksling. Og i denne billedbog må katten (=barnet) tage affære, når den voksne Elmer knækker sammen på midten og bliver så nedbøjet, at ’han kunne se to myrer gå tur’.

Måske er det et spejl, som katten holder frem på forsiden af bogen, for voksne elsker at spejle sig og har - så at sige - kun blik for sig selv. Barnet må derimod bære hele verden på sine skuldre. Det har Hanne Kvist et sikkert blik for gennem hele sin sørgmuntre buket af flotte billed- og tekstbøger.

Hanne Kvist er født i Skjern i 1961. Hun er uddannet som grafisk designer i 1983 og bor i disse tider (2002) i København. Hendes grafiske arbejder er sprælske, sjove og skæve, som hendes senere så flotte stregtegninger og akvareller. Man kan se Hanne Kvists spændende bogdesign bl.a. i hæftet Mere om lugte (1994), som hun udarbejdede til Eksperimentariet i København. Her blander Hanne Kvist fotografiske collager med håndtegninger på en meget inspirerende måde. Hæftet har tekst af Ida Toldbod, som blev tekstforfatter på Hanne Kvists første børnebilledbog: Alle tiders rejse - Historien om den længste dag i Oskar og Alvildas liv (1995).

Bogen fortæller meget pædagogisk om fænomenet tid, som de to børn Oskar og Alvilda prøver at forstå og fatte. De vil nemlig så gerne ’vinde’ lidt mere tid, så deres fortravlede forældre kan være mere sammen med dem.

Gennem en sprække i et plankeværk træder de en dag ind i en anden dimension, hvor Tiden på alle måder er håndgribelig. Her bestyrer Fru Tålmod en ventesal fyldt med ’Forventningens stole’, som enten kan være rare at sidde i eller som på en pinebænk. Via et tidsrejsebureau kommer de til hr. Stundesløs, som er gartner i Tidens have, derefter til Hr. Nattegod, der passer nattesøvnen og ender hos Kalenderkonen, som vogter ’Den svævende Kalender’. Tiden vokser - så at sige - mellem hænderne på Oskar og Alvilda, og de forstår mer’ og mer’.

Konklusionen er (selvfølgelig), at børnene ikke kan ’købe sig’ mere tid, for ingen har magt til at bestemme over Tiden, og ingen kan få mere tid, end den der er afsat til den enkelte...

Kalenderkonen forsyner dog Oskar og Alvilda med en solstråle, som de kan hænge op i tagskægget uden for deres hjem. Den bevirker, at mor og far ikke straks pisker ud af døren efter aftensmaden, som de har for vane, men bliver hjemme og drikker varm kakao. Da børnene begynder at fortælle om deres meget lange og begivenhedsrige dag, siger mor:
I behøver altså ikke at finde på sådan nogle røverhistorier bare for at få os til at blive hjemme hos jer. Der er jo ikke noget, vi hellere vil .

Men her tager mor fejl - der skulle faktisk en solstråle til at omvende de egoistiske voksne, der også i denne debutbog kun ser, hvad de selv har lyst til at se...