Der også rigtige venner i Hanne Kvists dejlige højtlæsningsbog: Hund i himlen. Den lille roman udspiller sig i Sydamerika - i et ikke nærmere defineret land. Og dog:Hvordan er Hund i himlen blevet til?
- "Den startede vel, da vi var i Bolivia og boede ude på et børnehjem, hvor der var hundrede piger. Det var i 1997, og vi havde et fadderskab, og organisationen sendte os rundt for at se på forskellige institutioner. Og det gør indtryk i et land, hvor familien betyder alt, at møde børn, der er helt alene, enten fordi forældrene er døde, eller fordi de ganske simpelt er ”sat ud” - er uønskede. Så havde jeg stemningen, og jeg havde stedet. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre".
23363658
(Solen skinner på Kvist - interview ved Steffen Larsen i Børn og Bøger november 2001).
Hund i himlen fortæller om Lora, der er helt alene i verden. Hun må afgive sin eneste ven, hunden med navnet Hund, til de nonner, som bestyrer det børnehjem, som hun skal flytte ind i. De får hunden aflivet, og i sin sorg og fortvivlelse lukker Lora sig helt ind i sig selv. Ja, på et tidspunkt bliver hun så desperat, at hun bilder sig ind, at hun er en hund og begynder at bide nonnerne!
Uden for ’fængslets mure’ møder Lora drengen Nick, der hjælper hende med at lave et gravsted for Hund. Nu har hun et sted at søge hen i triste stunder, og det kunne jo også være, at Hund ville genopstå af graven, ligesom Jesus gjorde påskedag. I det hele taget bliver Nick vejen tilbage til livet for Lora - han hjælper hende med alt og ’opfinder’ hendes fødselsdag, selv om ingen ved, hvornår hun er født...
Og minsandten genopstår Hund - ikke som hunden ved navn Hund, men som en lille ensom hvalp, der strejfer rundt på kirkegården. Og efter en smule betænkning tager Lora hvalpen til sig som sin.
Nonnerne giver Lora lov til at beholde hvalpen, for de indser, at hendes vilje og styrke er så stærk, at de ikke kan (eller vil) knægte den mere.
Se hvem der også er her, sagde Lora og holdt den op så Nick kunne se den nede fra gaden.
- Hvalpen! Jeg vidste at det var Hund der var kommet tilbage, sagde Nick.
- Måske, sagde Lora og lagde sin kind mod hvalpens bløde isse. - Måske er det virkelig Hund.
Det er ikke let at være barn i en alt for voksen verden. Endog Fanden som barn havde det ikke nemt...
Men det er godt, at vi har en tegner og fortæller som Hanne Kvist til at gøre (os) voksne opmærksom på børns helt elementære og selvfølgelig behov. Og det kræver et stort talent at fortælle om disse behov så usentimentalt og smukt som Hanne Kvist.
Jo, hun er vist ’kvinden med sølvpennen’...