Baggrund

Citat
”Far og jeg havde det helt perfekt. Vi var ligesom i Emil fra Lønneberg, der hvor Alfred siger: dig og mig, Emil. Og Emil svarer: dig og mig, Alfred. Dig og mig, far.
Far elsker franske vafler, han kan lide frimærker og at frankere breve med frimærker. De skal sidde helt lige, og han kan lide Frankenstein-monsteret, selvom det også gør ham lidt bange.”
”Frank mig her”, s. 4-7.

Line-Maria Lång blev født 30. marts 1982 på Frederiksberg. Hendes mor Jette Lång var socialrådgiver, og hendes svenske far Carl Michal Lång var trommeslager, og Line-Maria havde også en storebror. Hjemmet og den tidlige barndom beskriver forfatteren som kærlighedsfuld og meget lykkelig og sig selv som ”(…) et hyper følsomt, meget leende og grædende barn.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2023-12-07). Barndommen blev brat afbrudt, da Line-Maria Lång var 12 år, og hendes far døde af et astmaanfald, hvor ambulancen kom for sent.

Allerede som barn dikterede hun digte og historier til sin mor, og beslutningen om at ville være forfatter kom tidligt. Efter farens død var den eneste trøst at få oplæst Astrid Lindgrens eventyr ”Brødrene Løvehjerte”, der foregår i et efterliv, hvor to brødre kan leve sammen.

I stedet for en traditionel gymnasieuddannelse tog Line-Maria Lång Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor hun undervejs fik mulighed for at bo i Sverige. Den svenske familie rummer blandt andre farfaren Helmer Lång, der var forfatter, oversætter og medstifter af Det Skånske Akademi, samt farmoren Rut Forsblom, der ligeledes var forfatter, og onklen Öjevind Lång, der var forfatter og oversætter – og medlæser på Line-Maria Långs tidligste tekster.

I 2003 debuterede Line-Maria Lång med digte i den svenske hybridbog ”Kosmisk by: ärkebiskoparnas Lund”, der er en poetisk fremstilling af kirkerne i Lund. Senere gik hun på DRs talenthold, hvor hun lavede satire og kunstfilm. I 2009 kom novelledebuten ”Rottekonge”, og fem år senere udkom forfatterens første roman, ”Artiskokhjerte”. Fra 2016-2018 gik Line-Maria Lång på Forfatterskolen for Børnelitteratur. I dimittendåret udkom romanen ”Blå tiger”, og tre år efter kom romanen ”Himmelanker” til afdøde Jan Sonnergaard. I 2022 udkom både et rejseessay og Line-Maria Långs første børnebog, ”Frank mig her”, der er lavet i samarbejde med Karen Vad Bruun og illustrator Cato Thau Jensen. Bogen fik Blixenprisen for årets børneudgivelse 2023 og var indstillet til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris.

Privat bor Line-Maria Lång sammen med forfatteren Jonas T. Bengtsson i Brønshøj.