I 2018 udgav Line-Maria Lång romanen ”Blå tiger” med den utroværdige fortæller Timian, der er en ung ensom kvinde. Efter en opvækst i et svensk kollektiv har hun først sent fundet ud af, hvem hendes mor egentlig er. Faren har derimod været en tydelig skikkelse i Timians liv, der tidligt var præget af kollektivets kontrære regelsæt – bl.a. at alle skal farves rødhårede med henna.
”Blå tiger” krydsklipper mellem barndommen, op til at hun reagerer voldeligt til en sommerfest, og så Timians voksenliv i starten af hendes tyvere.
54700083
Her arbejder hun som hjælper for den handicappede 14-årige pige Kathrine, der både mentalt og fysisk er svækket, og hun mødes med veninden Tove for at drikke absint og ryge joints. Sideløbende har hun et utilfredsstillende forhold til den afstumpede Nikolaj. Hun forsøger at leve sit liv med sociale leveregler, der skal få hende til at passe ind, men ofte føles de som restriktioner. En dag overværer veninderne, at deres nabo begår selvmord ved at kaste sig ud fra sin altan, og Timian bryder den skal, hun ellers har gemt sig i med succes. Hun har så meget held med at trøste en af de andre naboer, at hun bevidst begynder at opsøge andre menneskers smerte for at kunne udnytte sin overvældende grad af empati. Da både Tove og Timian følger med Kathrine på en hyttetur, hvor de skal hjælpe hende med at opføre et skuespil, stikker Timian af med et kommunalt robotkæledyr, der er udformet som en muldvarp, i tasken, og drager mod Sverige. Her vil hun finde Ib, der psykoanalyserede Timian som barn, men da Ib kalder hende syg og ikke reagerer som forventet, knækker filmen for Timian. I de sidste scener, hvor Timian bor på et svensk hotel, glider hun ind i en psykose.
”Blå tiger” skifter fortællerposition undervejs uden at forlade Timians blik. Visse afsnit er skrevet som tredjepersonsfortæller, mens størstedelen er skrevet i jegform, og på den vis forsøger Timian at se sig udefra.
Sproget i ”Blå tiger” er præget af utraditionelle sammenligninger såsom at sove som danskvand eller at føle sig kærlig som en sukkerknald, der lader sig forsvinde i en myretue.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Blå tiger"