De børnebøger, Kim Leine indtil videre har udgivet, er forskellige i deres udformning fra det udprægede eventyrlige til det mere hverdagsnære. Dog kan man konstatere, at en række emner og motiver, som findes i Leines øvrige forfatterskab, i nogen grad går igen i hans børnebøger. Det gælder glæden ved naturen, barsk, foranderlig og mægtig, som den er. Men også troens rolle og litteraturens kraft kan findes mange steder på tværs af Leines forfatterskab.
Særligt den stort anlagte og ambitiøse roman om ”Skovpigen Skærv” er ikke bange for at lade børn tage livtag med store og svære emner. For det er en temmelig barsk historie om overlevelse på trods af angst, ensomhed og sygdom, der udfoldes. Men det er samtidig en historie om, hvordan venskab, fantasi og mod kan redde det enkelte menneske og sørge for den lykkelige slutning.
Fælles for Leines børnebøger er også den særlige evne til at forbinde det barnlige, fantasiens rum og den ydre, begivenhedernes verden i enkelt og poetisk sprog. Og i virkeligheden er det ikke alene forfatterens sprog, men samspillet mellem teksterne og Peter Bay Alexandersens illustrationer, der skaber historiernes egentlige magi.