Den franske forfatter Émile Gaboriau anses for at være en af den moderne kriminalromans fædre. Andre mere nutidige krimiforfattere, som kan siges at være beslægtede med Lemaitre, er skotske William Mcllvanney og franske Frédérique Audoin-Rouzeau, der skriver under pseudonymet Fred Vargas. Hun er en af Frankrigs bedst sælgende forfattere og især kendt for sine krimier om kriminalkommissær Jean-Baptiste Adamsberg og hans politiopklaringsarbejde. Pierre Lemaitres krimier om Camille Verhoeven, ikke mindst ”Alex”, har også fået flere til at sammenligne ham med den afdøde svenske krimiforfatter Stieg Larsson, som især er kendt for sine bøger om makkerparret Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Lemaitre afviser dog selv at have tænkt på svenskerens bøger, da han skrev sine krimier, men fremhæver Larssons kvindelige hovedperson som en interessant figur: ”Lisbeth Salander er spændende, for hun er helt uforudsigelig, og hun har det svært med verden.” (Michael Seidelin: Hyldet fransk forfatter giver thrilleren ny dimension. Politiken, 2014-03-06).
En klassiker, når det kommer til litterære skildringer af Første Verdenskrig, er tyske Erich Maria Remarques antikrigsroman ”Im Westen nichts Neues” fra 1929 (”Intet nyt fra Vestfronten”, 1968), som med skånselsløs realisme skildrer unge mænds oplevelser under det 20. århundredes første store krig i Europa. Pierre Lemaitre understreger desuden selv, at fransk litteratur blev forandret efter Første Verdenskrigs gru: ”Første Verdenskrig blev en katalysator for en hel litterær generation i Frankrig. Krigen påvirkede fransk litteratur og forfattere, der måtte se sig nødsaget til at anvende et brutalt sprog for at skildre krigens brutalitet og til at anvende et råt sprog for at beskrive volden. Deres litteratur blev på en måde inspireret af oplevelsen af død.” (Benjamin Krasnik: ”Vi har intet lært af krigen”. Kristeligt Dagblad, 2014-09-13). Den vigtigste af disse franske forfattere er uden tvivl Louis-Ferdinand Céline, som i sin debutroman, der også anses for at være hans hovedværk, fra 1932, ”Voyage au bout de la nuit” (”Rejse til nattens ende”, 1968), brød med de traditionelle normer i fransk litteratur. Pierre Lemaitre indskriver sig med sine to historiske romaner i denne tradition, om end der hos Lemaitre er tale om mere episke og underholdende romaner. Hans seneste bog, ”Flammernes farve” er desuden blevet sammenlignet med den franske forfatter Alexandre Dumas’ roman ”Le Comte de Monte-Cristo” (”Greven af Monte Cristo”) fra 1844. Den historiske baggrund indgår – ligesom i Lemaitres roman – som et element i handlingen, og begge bøger skildrer udspekulerede og raffinerede udtryk for hævn.