Baggrund

Citat
”Familier! Dem har jeg to af nu. Nogle gange har jeg lyst til at flygte fra den ene til den anden. Problemet er bare, at jeg tit har lyst til at løbe tilbage igen. Det er vel sådan, det er at blive stor. Far og mor er nogle gange helt perfekte og andre gange sindssygt irriterende. Og så er der Jonas. Han er mest bare dejlig. Allerbedste Jonas.”


”MIRA 3 - #KREAKLUBBEN #FAMILIE #KYS”, s. 96.

Sabine Lemire (f. 1975) er uddannet fra Danmarks Designskole og Ècole supérieure des arts appliqués Duperré i Paris i 2000. Hun debuterede i 2009 med hobbybogen ”Ord for de små”, der handler om broderede motiver til de mindste. Siden er det blevet til en stor stak kreabøger, og bøgerne ”365 ting, du kan lave med dit barn”, ”Den store pigebog”, ”365 retter til børnefamilien” og ”Julebogen” er solgt til det tyske forlag ARENA. Tegneserien om Mira er også udkommet i Tyskland.

Lemire havde udgivet en del hobbybøger, før hun tog springet og skabte en tegneserie sammen med Rasmus Bregnhøi, der har illustreret bøgerne. Om sin skønlitterære debut om Mira siger Lemire: ”Jeg føler mig meget heldig at det lige blev Mira, der blev min debut. Hun er blevet taget godt imod, så det har været en fantastisk dejlig start. Jeg føler ikke, at det er nyt for mig, at skrive til børn. Når jeg laver fagbøger, bygger jeg også historier op, der forhåbentligt taler til børn. Så det føles ikke så fjernt fra mit tidligere arbejde.” (Monica Finderup: Miras verden i hashtags og snapshots. www.nummer9.dk, 2018-09-04).

I et interview om legetøjsminder fortæller Lemire, at hun stadig leger som voksen. Faktisk føler hun, at hun leger, når hun arbejder: ”Jeg leger egentlig stadig med de samme ting som voksen, som da jeg var barn. Jeg er så heldig at have et arbejde, hvor jeg jo leger næsten hele tiden. Både når jeg arbejder på min bøger eller når jeg laver workshops for børn.” (Thomas Berger: Legetøjsminder: Forfatter Sabine Lemire. www.skalvilege.nu, 2013-11-14).

Sabine Lemire bor i København med sine børn, og når hun ikke skriver bøger, arbejder hun som stylist og afholder workshops i børnehaver, skoler og på biblioteker via sin virksomhed ”Sabines Salon”. Børn er en stor inspirationskilde for Sabine Lemire. Hun er mor til fire børn i alderen 11 til 20 år, og hun henter løbende inspiration fra deres mange idéer.