sabine lemire
Foto: Simon Klein-Knudsen / Gyldendal

Sabine Lemire

cand.mag. Marie Hjørnet Nielsen, januar 2020. Blå bog og bibliografi opdateret marts 2024.
Top image group
sabine lemire
Foto: Simon Klein-Knudsen / Gyldendal

Det har altid været en stor del af Sabine Lemires liv at bruge sine hænder, og det skinner igennem i hendes forfatterskab, der ud over børne– og ungdomsbøger består af hobbybøger og bøger om pubertet og sex. Lemire er uddannet designer, og i de historier hun skriver til børn og unge er der ofte bageopskrifter og gode råd til, hvordan man for eksempel kan lave sine egne genbrugsskulpturer. Scenerne i bøgerne er ofte humoristiske, men Lemire skildrer også de udfordringer, man som ungt menneske kan stå over for: tilværelsen som skilsmissebarn, og alt det andet som fylder i en teenagers liv online og offline.

137978407

Blå bog

Født: 1975.

Uddannelse: Danmarks Designskole og Ècole supérieure des arts appliqués Duperré i Paris, 2000.

Debut: Ord for de små. Carlsen, 2009.

Litteraturpriser: Orlaprisen, 2018. Orlaprisen, 2019. Ping-prisen, 2019. Orlaprisen, 2022.

Seneste udgivelse: Kurt er vist ikke helt død. Gads Børnebøger, 2024. Illustreret af Rasmus Bregnhøi.

Inspiration: ”Børn har en fantastisk åben tilgang til deres kreativitet og er gode til at finde på, og se muligheder i ting de ser. Jeg er så heldig at bo sammen med 4 af slagsen og får derfor løbende inspiration fra deres mange ideer.” (Sabine Lemire, lemire.dk).

Artikel type
boern

Baggrund

”Familier! Dem har jeg to af nu. Nogle gange har jeg lyst til at flygte fra den ene til den anden. Problemet er bare, at jeg tit har lyst til at løbe tilbage igen. Det er vel sådan, det er at blive stor. Far og mor er nogle gange helt perfekte og andre gange sindssygt irriterende. Og så er der Jonas. Han er mest bare dejlig. Allerbedste Jonas.”


”MIRA 3 - #KREAKLUBBEN #FAMILIE #KYS”, s. 96.

Sabine Lemire (f. 1975) er uddannet fra Danmarks Designskole og Ècole supérieure des arts appliqués Duperré i Paris i 2000. Hun debuterede i 2009 med hobbybogen ”Ord for de små”, der handler om broderede motiver til de mindste. Siden er det blevet til en stor stak kreabøger, og bøgerne ”365 ting, du kan lave med dit barn”, ”Den store pigebog”, ”365 retter til børnefamilien” og ”Julebogen” er solgt til det tyske forlag ARENA. Tegneserien om Mira er også udkommet i Tyskland.

Lemire havde udgivet en del hobbybøger, før hun tog springet og skabte en tegneserie sammen med Rasmus Bregnhøi, der har illustreret bøgerne. Om sin skønlitterære debut om Mira siger Lemire: ”Jeg føler mig meget heldig at det lige blev Mira, der blev min debut. Hun er blevet taget godt imod, så det har været en fantastisk dejlig start. Jeg føler ikke, at det er nyt for mig, at skrive til børn. Når jeg laver fagbøger, bygger jeg også historier op, der forhåbentligt taler til børn. Så det føles ikke så fjernt fra mit tidligere arbejde.” (Monica Finderup: Miras verden i hashtags og snapshots. www.nummer9.dk, 2018-09-04).

I et interview om legetøjsminder fortæller Lemire, at hun stadig leger som voksen. Faktisk føler hun, at hun leger, når hun arbejder: ”Jeg leger egentlig stadig med de samme ting som voksen, som da jeg var barn. Jeg er så heldig at have et arbejde, hvor jeg jo leger næsten hele tiden. Både når jeg arbejder på min bøger eller når jeg laver workshops for børn.” (Thomas Berger: Legetøjsminder: Forfatter Sabine Lemire. www.skalvilege.nu, 2013-11-14).

Sabine Lemire bor i København med sine børn, og når hun ikke skriver bøger, arbejder hun som stylist og afholder workshops i børnehaver, skoler og på biblioteker via sin virksomhed ”Sabines Salon”. Børn er en stor inspirationskilde for Sabine Lemire. Hun er mor til fire børn i alderen 11 til 20 år, og hun henter løbende inspiration fra deres mange idéer. 

MIRA. #VENNER #FORELSKET #ETÅRIMITLIV

”Nytår! Der er så mange ting, jeg gerne vil i det nye år. Det er umuligt at sove i alt den larm, så jeg sidder her og skriver en liste over mine nytårsønsker. Mor har inviteret Claus og nogle venner til fest. Hun danser, som om hun var en skønhedsdronning, men med læbestift på tænderne. Voksne er virkelig pinlige.”

”Mira”, s. 9.

Mira er både titlen på tegneserien og navnet på hovedkarakteren, som Sabine Lemire har givet stemme til og Rasmus Bregnhøi har skabt det visuelle univers til.  Første bind udkom i 2017. ”Mira” begynder og slutter med nytårsaften. Handlingen strækker sig altså over et helt år med nedslag i Miras liv, og der sker meget på et år i den unge piges liv.

Mira bor alene med sin festlige og til tider pinlige mor. Hun kender ikke sin biologiske far og trangen til at finde ud af, hvem han er, bliver kun større. Det er Miras store drøm at blive blogger, og hun har tre ønsker for det nye år: et sejere værelse, at overtale sin mor til at få en Instagram-profil, så hun kan begynde sit liv som blogger og ikke mindst at blive forelsket. Det er nemlig ikke lykkedes for Mira at blive forelsket, selvom hun ihærdigt har forsøgt. Det er, som om alle omkring hende går rundt og forelsker sig. Miras mor dater på livet løs, og det lader ikke til, at hun har problemer med at forelske sig. Også Miras veninder er optaget af det mystiske fænomen.

53188915

Sammen med den nye smarte pige i klassen laver de en klub, hvor man kun kan blive medlem, hvis man har været forelsket. Mira spørger sin gode ven Louis, om de skal være kærester, men det udvikler sig til at blive en pinlig situation, hvor ingen af dem ved, hvad de skal sige til hinanden, eller hvad de skal lave. Da året er omme, har Mira fået en Instagram-profil, et sejere værelse, og selvom hun stadig ikke har været forelsket, er det faktisk helt ok, for det skal nok komme, når hun er klar. Det er vigtigere at have gode venner.

Det er et år med mange forandringer; venskaberne forandrer sig, Miras krop forandrer sig og længslen efter at kende hendes far vokser. Det er et år præget af ambivalente følelser: På den ene side har Mira stadig lyst til at lege og være barnlig, på den anden side føler hun sig for stor til den slags. Hun føler, at hun burde være klar til forelskelse og kæreste, selvom hun synes, det er meget sjovere med venskaber.

Læseren får indblik i Miras inderste tanker i hendes dagbogsnotater, og vi følger med i hendes digitale liv gennem illustrationerne af Instagram-opslag og sms-beskeder. Bagerst i bogen finder man opskriften på de muffins, som Mira bager. På den måde bliver læseren inviteret til selv at tage del i historien.