Leonora Christina er Danmarks første feministiske forfatter, og i den henseende har hun mange beslægtede forfattere.
Værket ”Hæltinners Pryd” skriver sig med sin mere akademiske karakter ind i renæssancens diskussion om kvindekønnet. De første gynæceer (værker som fremhævede særlige kvinder) blev skrevet på latin, blandt andet skrev allerede Boccacio (1313-75) ”De virtutibus et vitiis feminarum” (Om kvinders dyder og laster). Senere tog Ludvig Holberg Leonora Christinas argumentation op. Hans værk ”Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignende Historie efter Plutarci Maade” fra 1745 lå i direkte forlængelse af Leonora Christinas forsvarsskrift. Et andet væsentligt værk i den sammenhæng er romanen ”Clara Raphael. Tolv Breve” af Mathilde Fibiger fra 1851, som satte kvindespørgsmålet på dagsordenen og skabte stor furore.
Det er også relevant at trække paralleller helt frem til 1970’ernes kvindesag, hvor man blandt andet begyndte at skrive særskilt kvindelitteraturhistorie. I Danmark kan man således finde ”Danske kvindelige forfattere” fra 1982 af Anne-Marie Mai og Stig Dalager samt ”Nordisk kvindelitteraturhistorie”, der blev udgivet i årene 1993-98 med Elisabeth Møller Jensen som redaktør. Et mindre akademisk værk, der også bør nævnes i denne sammenhæng, da det på mange måder er i tråd med ”Hæltinners Pryd”, er Maria Hellebergs ”Vilde kvinder, milde kvinder” (2003), som i en blanding af historieskrivning og romankunst portrætterer ni særlige danske kvinder.
”Jammersminde” er et værk, der er forud for sin tid, og dets popularitet ved udgivelsen i 1868 har formentlig hængt sammen med, at den impressionistiske litteratur netop tilstræbte samme realisme, som man finder hos Leonora Christina. De direkte prosaskildringer og den stærke realistiske stil gav da også inspiration til mange digtere, blandt andet J.P. Jacobsen, ligesom det kan være relevant at sammenligne med en forfatter som Herman Bang.
Ikke kun Leonora Christina har benyttet selvbiografien som en mulighed for at skrive mere frit litterært. Også Dorothea Biehls selvbiografi ”Mit ubetydelige livsforløb” fra 1787 er præget af en direkte åbenhed, som giver mindelser til Leonora Christinas værker, men samtidig peger frem mod mere moderne bekendelsesforfattere.
”Jammersminde” er en milepæl i dansk litteratur. Det peger frem mod mere nutidig litteratur, hvor kvindelige forfattere også eksperimenterer med genrer, stil og udtryksmåder, der kan rumme stoffet omkring kvinders virkelighed. Eksempelvis forfattere som Suzanne Brøgger, Leonora Christina Skov, Olga Ravn, Amalie Smith og Josefine Klougart.