Leonora Christinas tidlige forfatterskab bestod primært af værker, hun oversatte. På slottet Barth i Pommern oversatte hun i perioden 1655-57 moderne spanske og franske helteromaner til dansk. Et brudstykke af en fransk hyrderoman er bevaret. Værket ”Hæltinners Pryd” begyndte egentlig også som et oversættelsesarbejde. Imens Leonora Christina sad i Blåtårn, oversatte hun, hvad hun kunne finde om såkaldt fremragende kvinder, og det arbejde udviklede sig efterhånden til decideret kvindeforskning.
Med ”Hæltinners Pryd” var Leonora Christina blandt de første, der bedrev kvindeforskning og kvindesag på dansk. I renæssancen blev der udgivet en del værker, der fremhævede særlige kvinders bedrifter – ikke mindst på det kunstneriske område. De blev kaldt gynæceer. Gynæceum betyder egentlig kvindekammer, men henviste i denne sammenhæng til værker om særligt bemærkelsesværdige kvinder.
Men tematikken – ligestilling mellem køn – er også helt central i Leonora Christinas øvrige værker, hvor kvinder (og ikke mindst hende selv) kan tænke og handle (mindst) lige så godt som en mand. Samtidig sætter hun i ”Jammersminde” fokus på de urimelige kår, mange af samtidens jævne kvinder levede under. Ingen anden i Leonora Christinas samtid betragtede jævne mennesker som nogen, man kunne skrive litteratur om, og derfor peger flere litteraturforskere på, at Leonora Christinas forfatterskab peger frem mod en gryende humanisme.
Det ældste stykke prosaarbejde, man kender fra Leonora Christinas hånd, er den kortfattede skildring ”Kong Karl X Gustavs bryllup”, som indgår i ”Jammers Minde og andre selvbiografiske Skildringer”. Her skildrer hun det svenske hofs omgangsformer, og hvad hun mener er værd at bemærke i forbindelse med bryllupsceremonien. Det efterfølgende skrift ”Rejsen til Korsør” skildrer med humor og drama, hvordan Leonora Christina i 1956 – uden held – forsøgte at forbrødre sig med det danske kongehus. Dette – og det efterfølgende skrift ”Confrontationen i Malmø” fra 1659 – trækker i høj grad på renæssance-litteraturens stil og ånd. Her iscenesætter forfatterinden sig selv som en verdensdame og heltinde helt i tråd med tidens franske helte- og kærlighedsromaner, men i modsætning til de franske hyrderomaner er det Leonora Christinas egne personlige oplevelser, der beskrives og fortolkes.
Først og fremmest er Leonora Christina selvfølgelig gået over i litteraturhistorien som selvbiografisk forfatter, og især ”Jammersminde” bliver fremhævet for sine litterære kvaliteter og sin ligefremme stil. Hendes sans for at gengive replikker og for at skildre situationer og personer med psykologisk indsigt og vid gør, at hun kan lignes med impressionisterne i 1800-tallets litteratur.
Forfatterinden skal i øvrigt også have skrevet et skuespil på danske vers, som blev opført i Maribo omkring år 1688, men det er ikke bevaret.