Imens Leonora Christina sad indespærret i Blåtårn, arbejdede hun på værket ”Hæltinners Pryd” – et arbejde hun afsluttede den 12. august 1684, mindre end et år inden sin løsladelse. Værket var oprindelig delt i tre, hvor ”Den første del priser de stridbare heltinder. Den anden del fortæller om de trofaste og kyske heltinder. Den tredje del handler om de viljefaste.” (”Leonora Christinas Jammersminde. Udgivet og bearbejdet af Line Krogh”, Gyldendal 2010, s. 242). I dag findes kun første del af værket om de stridbare – hvilket vil sige tapre – kvinder. De øvrige er gået tabt.
I alt 27 kvinder portrætteres i værket, blandt andet de danske dronninger Margrete I, Tyre og Hetha. Det er oplagt at læse det i forlængelse af Leonora Christinas selvfremstilling og kritik af patriarkatet i ”Jammersminde”. Igennem hele værket agiterer hun for kvinders ligeværd med mændene. Ikke mindst er hendes argumentation ganske unik i fortalen, hvor hun kommer med en lang udredning for, hvorfor mænd og kvinder er lige stillede. Hun bruger blandt andet Gud og Biblens ord i sin argumentation. Jævnfør citatet opskriver Leonora Christina kvinders kvaliteter, og ifølge hende er det kvindelige køn kendetegnet ved kækmodighed, tapperhed samt legemlig og sjælelig styrke. Litteraturforskerne Anne-Marie Mai og Stig Dalager påpeger (i ”Leonora Christina. Historien om en heltinde”), at hendes argumentation er særdeles interessant, da forfatterinden er den eneste i nordeuropæisk kvindeforskning, der hævder, at lighed mellem kønnene både omfatter legemlige og sjælelige kræfter. Først i vor egen tids kvindediskussioner møder vi tilsvarende argumentation.
Leonora Christina benytter også værket til at skrive sig op imod enevælden. Hun skriver eksempelvis om sine heltinder: ”De erre icke aff de Striidbare oc Stercke som bruger derris wælde oc dapperhed imod derris Vindersaatter til att Tyrannisere oc ødelegge dennem; Ey heller lader see derris Lemmers Styrcke imod dennem de erre en Ærbødighed plictig: Men diße Heltinner bruger derris Striidbarhed oc Styrcke fornuffteligen.” (s. 22).
Man mærker tydeligt, at Leonora Christina har en stærk dagsorden med sit værk. Den dagsorden er i øvrigt så stærk, at hun ikke betænker sig ved at rette på historiske fakta, hvis de ikke passer ind i hendes verdensbillede.