”Jammersminde” blev delvist forfattet i løbet af Leonora Christinas fangenskab i Blåtårn, men blev bearbejdet sidenhen i Maribo Kloster. Det er et selvbiografisk værk, der giver et stærkt indblik i de kummerlige forhold, hun levede under i Blåtårn.
Selv om det i titlen hedder ’jammer’, er der ikke meget af slagsen i værket. Tværtimod fremstiller forfatterinden sig som en pendant til Job, ligesom hun kalder sig for ”Kristi Korsdragerske”, og i det verdensbillede er hun usårlig.
Leonora Christina udstiller magten og dens mænd og viser – som i citatet –, at hun udmærket ved, hvordan tingene foregår, og at hun misbilliger enevælden, som er indført under Frederik III. Hun præsenterer også ofte sig selv som en langt stærkere person end de magtmænd, hun fremstiller. Et godt eksempel er i forbindelse med hendes tilfangetagelse, hvor generalmajoren er bange for, at hun skal drukne sig. Dertil skriver forfatterinden: ”Han vidste ikke, at jeg var behersket af en anden ånd end han, som gav mig styrke og mod, hvorimod den ånd, som han tjente, bragte ham til fortvivlelse.” (s. 53). Værket bliver således et af de første kønsbevidste værker i dansk litteraturhistorie – forfatterinden skriver sig simpelthen op imod patriarkatet og fremhæver kvindekønnets styrker.
53038689
Hendes værk kan også læses som en gryende humanisme, idet hun skildrer de menneskeskæbner, hun er omgivet af i Blåtårn. Ikke mindst beskriver hun de tjenerinder, som er ansat til at være hos hende, og det er helt unikt for den tid at forfatte litteratur, der handler om andet end de velstilledes liv.
Originalmanuskriptet til ”Jammersminde” dukkede op i 1868, og samme år blev det udgivet første gang på dansk. Leonora Christina skriver, at det er forfattet til hendes børn, men man får alligevel en fornemmelse af, at værket er skrevet til et langt større publikum. Leonora Christina iscenesætter sig selv og sin skæbne og benytter sig af litteraturtekniske virkemidler, som ikke er set før i en dansk sammenhæng. I modsætning til samtidige selvbiografier, som fulgte klassiske mønstre, og hvor identiteten var givet ved fødslen, kan Leonora Christinas ”Jammersminde” læses som en udviklingshistorie – her er kriser, konflikter og afklaring. Beskrivelserne af tjenerinderne er dybt sansende, og hendes talrige korte, karakterafslørende replikker er et kapitel for sig og bliver ofte sammenlignet med impressionistisk litteratur.