Mens Leonora Christina sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot, skrev hun i 1673 ”Leonora Christinas franske selvbiografi”. Værket giver et indblik i forfatterindens liv frem til den – ifølge hende selv – uretmæssige fængsling. Ikke mindst handler værket om livet efter, at hun blev viet med Corfitz Ulfeldt, og her varsler hun – jævnfør citatet –, allerede da hun skriver om trolovelsen, at hun måtte lide meget på grund af sin kærlighed til ham.
I værket henvender hun sig direkte til en ”monsieur”, som selvbiografien er skrevet til. Denne monsieur er historikeren Otto Sperling den Yngre – søn af Ulfeldt-parrets livlæge Otto Sperling den Ældre, som sad fængslet i Blåtårn fra 1664 til sin død i 1685 på grund af sine nære forbindelser til Ulfeldt-parret. Otto Sperling den Yngre opfordrede såvel sin fader som kongedatteren til at forfatte deres selvbiografi. Formentlig bragte han de to fangers livshistorier med ud i Europa for der at finde sammensvorne, der kunne hjælpe med at få fangerne løsladt. Det er således også derfor, selvbiografien er skrevet på fransk – den er simpelthen tiltænkt et europæisk publikum.
Værket kan læses som et forsvarsskrift for kvinders rettigheder, og tanken var da også, at det skulle indgå i et værk om vigtige kvinder, som Otto Sperling den Yngre arbejdede på, men som aldrig blev udgivet. Det er da også en særdeles slagkraftig dame, der beskrives. Ikke nok med, at hun rådgiver sin mand i mangt og meget, hun bærer også våben, er med i krig, ligesom hun giver sig ud for en mand i forbindelse med flugten fra København. På den måde viser hun kvindelig styrke og argumenterer indirekte for, at kvinden bør have en stærkere stilling i samfundet.
Leonora Christina skriver om sig selv i tredje person og betegner for eksempel sig selv som ”vor dame”. Dermed får hun frihed og distance til at iscenesætte sig som en heltinde, der vokser i styrke og kløgt i takt med, at modgangen vokser. Hun benytter sig også meget direkte af litterære virkemidler. Hun skriver eksempelvis: ”Der passerede der vor dame et eventyr, som er værdigt en roman.” (s. 27). Den sætning – og den efterfølgende historie, som i øvrigt berettes ”for morskabs skyld” – er som taget ud af datidens litteratur med dramatiske episoder, intriger, helte, skurke og moraler.