Beslægtede forfatterskaber

Deborah Levy udråber selv sine stjernebilleder i sine bøger, og dem er det helt oplagt at nævne her.

Den franske forfatter Marguerite Duras, der med sin særlige kredsende skrivestil har genfortalt de samme scener om og om igen på tværs af forfatterskabet. Ofte med det kvindelige begær og i det hele taget den kvindelige erfaring i centrum for sine selvbiografiske fortællinger.

Levy skriver, at Simone de Beauvoir er et idol for hende, men at hun selv har truffet nogle andre valg end hende. Levys fortælling er, at hvor hun fik mand og børn og forsøgte at få en forfatterkarriere til at blomstre op rundt om det, havde de Beauvoir et åbent kærlighedsforhold til filosoffen Jean-Paul Sartre. Men som Levy skriver, havde de hverken børn eller en husholdning; de boede på hotel. De Beauvoirs feminisme er ikke desto mindre en ledestjerne for Levy, selvom hendes liv ikke så ud på samme måde.

Virginia Woolf er et andet tydeligt forbillede for Deborah Levy. Her kan man både tænke på hendes bevidsthedsstrømmende fiktion, men måske i særlig grad hendes ikoniske essay ”Eget værelse” (1929). På mange måder er Levys erindringer en genskrivning af det essay, med det centrale spørgsmål: Hvad kræver det at skrive? Hos Levy såvel som hos Woolf er det centralt for spørgsmålet, at det er stillet af en kvinde. For før man overhovedet når frem til de eksistentielle overvejelser, er der de materielle omstændigheder, som får Woolf til at skrive, at det eneste, en kvinde har brug for, for at kunne skrive, er sit eget værelse. Så klar i mælet bliver Levy aldrig, det er et mere flydende spørgsmål i hendes værelse.

Af danske forfattere kan man nævne Christina Hesselholdt, der også i sin Camilla-serie, som begynder med ”Camilla and the horse” (2008), beskæftiger sig med tilværelsen, når man når skilsmissealderen. Der er ikke noget lige så klart narrativ omkring skilsmissen som en ny start på livet, som der er hos Levy, det hele er lidt mere mudret og psykologisk besværligt og tvetydigt hos Hesselholdt, men der er en lysende prosa, som man ikke finder mange andre steder i dansk litteratur.