Deborah Levy

Deborah Levy er født i Sydafrika 6. august 1959. Som man kan læse om i første bind af hendes erindringsværker, ”Ting jeg ikke vil vide”, tilbragte hun de første år af sit liv der, mens Apartheid stod på. Hendes forældre, der begge var hvide, støttede ikke apartheidstyret, og hendes far var medlem af African National Congress (ANC). Han blev fængslet for offentligt at ytre modstand mod Apartheid, og da han blev løsladt i 1968, flygtede familien til England. Således gik de fra at tilhøre en øvre middelklasse til at bo i et fattigt arbejderkvarter, og Levy skriver om at begynde at drømme om forfatterlivet som en flugt fra den triste omverden.

Levy studerede på kunstskolen Dartington College of Arts, hvor hun udover prosa også begyndte at skrive dramatik. Efter hun dimitterede fra Dartington i 1981, skrev hun en række teaterstykker. Heriblandt ”Pax” og ”Heresies” til Royal Shakespeare Company, og en række andre som senere blev udgivet samlet i udgivelsen ”Levy: Plays 1” (2000).

Debutromanen ”Beautiful Mutants” udkom i 1989, og siden har hun udgivet en lang række bøger, både romaner og noveller og en enkelt digtsamling. Romanerne ”Swimming Home” (2013) og ”Hot Milk” (2016) var begge shortlistet til den prestigiøse Bookerpris. I 2012 udgav hun første bind i sin erindringstrilogi, som tæller ”Ting jeg ikke vil vide”, ”Livets omkostninger” og ”Real Estate”, og den samlede trilogi har indbragt hende den franske litteraturpris Prix Femina, der hvert år uddeles af en rent kvindelig jury. I trilogien skriver hun om et liv, der ikke slutter, når man som kvinde når sine 50’ere, men snarere starter på ny. For hende med en livskrise og en skilsmisse, som betyder, at hun må begynde forfra med at lave et hjem til sine døtre, samtidig med at hendes egen mor dør. Det er med disse erindringsromaner, hun får et stort folkeligt gennembrud, som også bliver internationalt. I dag bor Levy, som har to voksne døtre, i det nordlige London.

”Things I Don’t Want to Know” fra 2013 (”Ting jeg ikke vil vide”, 2022) er første del i Deborah Levys erindringstrilogi, som hun selv kalder for en levende selvbiografi. Her i første bind er den grådlabile og livsramte forfatter rejst til Mallorca, hvor det er koldt og vinter. Her er det meningen, hun skal skrive og måske finde sig selv igen, fordi, som hun starter med at skrive i første sætning: ”Det forår, hvor livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper.” (s. 11).

En aften sætter hun sig på en restaurant ved et bord nær pejsen, fordi hun fryser, men bliver upopulær hos tjeneren, fordi det er et bord til tre personer. Hun bliver reddet af en ældre kinesisk mand, som betjener den lille butik, hvor hun foretager sine dagligvareindkøb, og som kender hende, fordi han har læst hendes bøger.

62483636

Sådan etablerer Levy rammen for at fortælle om de første år af sit liv, fra den tidlige barndom i Sydafrika og den tidlige teenagetid i England. Levy indfører et lag selvbevidsthed og humor i sin fiktion, når hun skriver: ”men jeg er ikke sikker på, at jeg sagde alt det, du nu skal læse.” (s. 42). I det hele taget har vi meget tydeligt at gøre med en forfatters selvportræt, både når der er tale om den præcist skarpe metabevidsthed, og når det at skrive og det at blive til sig selv forenes. Mindet om at få ros af sin nonneklasselærer står centralt for Levy som barn, for her får hun at vide, at det at skrive har at gøre med at tale og tænke højt, at være sig selv.

Da familien er flyttet til England og Levy blevet teenager, bliver drømmen at skrive drømmen om at flygte fra det grå og triste arbejderklasseliv. Så i sit hoved erstatter hun de lokale snaskede spisesteder, hvor der serveres baked beans og toast til stilladsarbejdere med de franske caféer, hun har læst om. Sådan optegner Levy helt fra starten af sit forfatterskab forholdet mellem hverdagen og arbejdet som forfatter.

I 2018 udkom ”The Cost of Living” (”Livets omkostninger”, 2022), og her er vi tilbage med den lettere fiktionaliserede udgave af Deborah Levy selv. Hvor hun i sidste bind var på Mallorca, møder vi hende nu på en sandstrand i Colombia. Denne gang er der en anden nødvendighed i erindringen, fordi den følger lige i hælene på livet. Det læses som oplevelser, som Levy endnu ikke er på tryg afstand af, hun skriver om, og man er på den måde som læser med i selve fordøjelsen, der transformerer oplevelser til erindringer.

Levy bliver skilt fra en mand, som også er far til hendes børn, og hun starter på mange måder forfra i livet. Hun skal igen stable et hjem på benene til sig selv og sine børn, og hun skal igen finde ud af, hvordan hun får sit arbejde som forfatter til at gå op i en højere enhed med sin privatøkonomi og generelle husholdning.

134118261

Hun bor i en billig gammel lejlighed, centralvarmeanlægget fungerer ikke, afløbet stopper, og hun har ikke noget kontor. Men hun får lov til at bruge et gammelt skur, hjemme i en af sine venners have, og hun køber en elcykel, så hun kan komme frem og tilbage. Hun er trådt ud af fortællingen om kvindens liv med mand og børn, og nu må hun selv finde på en ny.

Fordi Levy ikke er lige så forpligtet på at gengive en anden tid, som da hun tidligere skrev om sin barndom, men kan være mere fri i sin nutid, åbner det også op for det essayistiske spor, som der var glimt af i den ”Ting jeg ikke vil vide”. Det betyder også, at læsningen af anden litteratur begynder at fylde mere. Levy-karakteren læser James Baldwin og snakker om Simone de Beauvoir og holder hele tiden litteraturen op som et spejl for sit eget liv. Det betyder også, at hendes skrift skifter lidt stil i forhold til den første af hendes erindringsbøger. Der er en større bevægelighed, man dvæler ikke i scenerne, de skal hele tiden føre en fremad, og kapitlerne bliver også meget kortere. Det essayistiske får også Levys feminisme til at træde i karakter, blive mere tydelig, fordi man er tættere på hovedkarakteren og hendes tankeunivers.

Deborah Levy skriver ofte op imod tidligere tiders litteratur. I ”Ting jeg ikke vil vide” bruger hun f.eks. overskrifterne fra George Orwells berømte essay ”Why I Write” (1946), men vender dem ligesom lidt på vrangen. Hos hende er der ikke tale om en politisk skråsikkerhed som hos Orwell, hvor teksten skal fungere ”som et vindue”, og altså være helt klar og tydelig og aldrig fare vild. Levys projekt bliver på mange måder at skrive sig op imod de mandlige forbilleder fra et andet perspektiv.

Det er også derfor, erindringsgenren passer så godt til hendes projekt. Her kan hun virkelig vise, hvordan hun skriver samfundets historie frem på en anden måde end den typisk maskuline historieskrivning. Når hun f.eks. skriver om sine tidlige år i Sydafrika, er det igennem barnets øjne på den nære hverdag, vi får et portræt af en racistisk og uigennemskuelig lovgivning, der trænger helt ud i netop folks hverdage. Det viser sig, når faren skal i fængsel, men også når den 6-årige Levy er gladest for sin sorte barnepige.

Levy har det med at lade samfundets store historie skinne ind i de nære relationer og hjemlige situationer, eller man kan sige, at det private og det politiske hænger tæt sammen. Også når vi følger Levy-karakteren længere op i årene. Efter en skilsmisse skal hun starte forfra med et liv, hvor fortællingen ellers var på plads. Levys feminisme træder virkelig i kraft her og går godt i tråd med, at skriften udvikler sig mere essayistisk. Selv siger Levy, at ”[t]ænkning er vigtigere end at skrive. Du kan være den dygtigste forfatter, men hvis jeg ikke er interesseret i sindet, i tanken, er jeg ligeglad.” (Birgitte Kjær: ”Verden er ikke arrangeret til fordel for kvinder og børn, is it?” Politiken, 2022-09-03).

Levys prosa glider sømløst mellem små erindrede scener og et mere refleksivt niveau, der aldrig bliver tungt eller besværligt at læse. Hendes stil gør, at man ubesværet glider gennem bogens forskellige niveauer, næsten uden at mærke, når der skiftes register. 

Deborah Levy udråber selv sine stjernebilleder i sine bøger, og dem er det helt oplagt at nævne her.

Den franske forfatter Marguerite Duras, der med sin særlige kredsende skrivestil har genfortalt de samme scener om og om igen på tværs af forfatterskabet. Ofte med det kvindelige begær og i det hele taget den kvindelige erfaring i centrum for sine selvbiografiske fortællinger.

Levy skriver, at Simone de Beauvoir er et idol for hende, men at hun selv har truffet nogle andre valg end hende. Levys fortælling er, at hvor hun fik mand og børn og forsøgte at få en forfatterkarriere til at blomstre op rundt om det, havde de Beauvoir et åbent kærlighedsforhold til filosoffen Jean-Paul Sartre. Men som Levy skriver, havde de hverken børn eller en husholdning; de boede på hotel. De Beauvoirs feminisme er ikke desto mindre en ledestjerne for Levy, selvom hendes liv ikke så ud på samme måde.

Virginia Woolf er et andet tydeligt forbillede for Deborah Levy. Her kan man både tænke på hendes bevidsthedsstrømmende fiktion, men måske i særlig grad hendes ikoniske essay ”Eget værelse” (1929). På mange måder er Levys erindringer en genskrivning af det essay, med det centrale spørgsmål: Hvad kræver det at skrive? Hos Levy såvel som hos Woolf er det centralt for spørgsmålet, at det er stillet af en kvinde. For før man overhovedet når frem til de eksistentielle overvejelser, er der de materielle omstændigheder, som får Woolf til at skrive, at det eneste, en kvinde har brug for, for at kunne skrive, er sit eget værelse. Så klar i mælet bliver Levy aldrig, det er et mere flydende spørgsmål i hendes værelse.

Af danske forfattere kan man nævne Christina Hesselholdt, der også i sin Camilla-serie, som begynder med ”Camilla and the horse” (2008), beskæftiger sig med tilværelsen, når man når skilsmissealderen. Der er ikke noget lige så klart narrativ omkring skilsmissen som en ny start på livet, som der er hos Levy, det hele er lidt mere mudret og psykologisk besværligt og tvetydigt hos Hesselholdt, men der er en lysende prosa, som man ikke finder mange andre steder i dansk litteratur.