Livets omkostninger

Citat
”Det moderne hjems følelsespolitik var blevet kompliceret og forvirrende. Jeg kendte mange moderne og tilsyneladende stærke kvinder, som havde skabt et hjem for alle andre, men ikke selv følte sig hjemme i familiens hjem. (…) Orwell noterede i sit essay fra 1936, ”Jeg skyder en elefant”, at imperialisten ”bærer maske, og hans ansigt kommer efterhånden til at passe til den.” Hustruen bærer også en maske, og også hendes ansigt kommer efterhånden til at passe til den”.
”Livets omkostninger”, s. 95.

I 2018 udkom ”The Cost of Living” (”Livets omkostninger”, 2022), og her er vi tilbage med den lettere fiktionaliserede udgave af Deborah Levy selv. Hvor hun i sidste bind var på Mallorca, møder vi hende nu på en sandstrand i Colombia. Denne gang er der en anden nødvendighed i erindringen, fordi den følger lige i hælene på livet. Det læses som oplevelser, som Levy endnu ikke er på tryg afstand af, hun skriver om, og man er på den måde som læser med i selve fordøjelsen, der transformerer oplevelser til erindringer.

Levy bliver skilt fra en mand, som også er far til hendes børn, og hun starter på mange måder forfra i livet. Hun skal igen stable et hjem på benene til sig selv og sine børn, og hun skal igen finde ud af, hvordan hun får sit arbejde som forfatter til at gå op i en højere enhed med sin privatøkonomi og generelle husholdning.

134118261

Hun bor i en billig gammel lejlighed, centralvarmeanlægget fungerer ikke, afløbet stopper, og hun har ikke noget kontor. Men hun får lov til at bruge et gammelt skur, hjemme i en af sine venners have, og hun køber en elcykel, så hun kan komme frem og tilbage. Hun er trådt ud af fortællingen om kvindens liv med mand og børn, og nu må hun selv finde på en ny.

Fordi Levy ikke er lige så forpligtet på at gengive en anden tid, som da hun tidligere skrev om sin barndom, men kan være mere fri i sin nutid, åbner det også op for det essayistiske spor, som der var glimt af i den ”Ting jeg ikke vil vide”. Det betyder også, at læsningen af anden litteratur begynder at fylde mere. Levy-karakteren læser James Baldwin og snakker om Simone de Beauvoir og holder hele tiden litteraturen op som et spejl for sit eget liv. Det betyder også, at hendes skrift skifter lidt stil i forhold til den første af hendes erindringsbøger. Der er en større bevægelighed, man dvæler ikke i scenerne, de skal hele tiden føre en fremad, og kapitlerne bliver også meget kortere. Det essayistiske får også Levys feminisme til at træde i karakter, blive mere tydelig, fordi man er tættere på hovedkarakteren og hendes tankeunivers.