Deborah Levy skriver ofte op imod tidligere tiders litteratur. I ”Ting jeg ikke vil vide” bruger hun f.eks. overskrifterne fra George Orwells berømte essay ”Why I Write” (1946), men vender dem ligesom lidt på vrangen. Hos hende er der ikke tale om en politisk skråsikkerhed som hos Orwell, hvor teksten skal fungere ”som et vindue”, og altså være helt klar og tydelig og aldrig fare vild. Levys projekt bliver på mange måder at skrive sig op imod de mandlige forbilleder fra et andet perspektiv.
Det er også derfor, erindringsgenren passer så godt til hendes projekt. Her kan hun virkelig vise, hvordan hun skriver samfundets historie frem på en anden måde end den typisk maskuline historieskrivning. Når hun f.eks. skriver om sine tidlige år i Sydafrika, er det igennem barnets øjne på den nære hverdag, vi får et portræt af en racistisk og uigennemskuelig lovgivning, der trænger helt ud i netop folks hverdage. Det viser sig, når faren skal i fængsel, men også når den 6-årige Levy er gladest for sin sorte barnepige.
Levy har det med at lade samfundets store historie skinne ind i de nære relationer og hjemlige situationer, eller man kan sige, at det private og det politiske hænger tæt sammen. Også når vi følger Levy-karakteren længere op i årene. Efter en skilsmisse skal hun starte forfra med et liv, hvor fortællingen ellers var på plads. Levys feminisme træder virkelig i kraft her og går godt i tråd med, at skriften udvikler sig mere essayistisk. Selv siger Levy, at ”[t]ænkning er vigtigere end at skrive. Du kan være den dygtigste forfatter, men hvis jeg ikke er interesseret i sindet, i tanken, er jeg ligeglad.” (Birgitte Kjær: ”Verden er ikke arrangeret til fordel for kvinder og børn, is it?” Politiken, 2022-09-03).
Levys prosa glider sømløst mellem små erindrede scener og et mere refleksivt niveau, der aldrig bliver tungt eller besværligt at læse. Hendes stil gør, at man ubesværet glider gennem bogens forskellige niveauer, næsten uden at mærke, når der skiftes register.