portræt af Ia Genberg
Foto: Sara Mac Key

Ia Genberg

cand.mag. Anne Vindum, maj, 2023.
Top image group
portræt af Ia Genberg
Foto: Sara Mac Key

Man siger, at djævelen ligger i detaljen, men måske ligger sandheden om et menneske også i detaljen. Eller i detaljerne, som er titel på svenske Ia Genbergs prisvindende roman, hvori en febersyg forfatter åbner porten til melankolske erindringer om fire tabte relationer i hendes liv. Det bliver en detaljerig og lidt vemodig fortælling om kærlige forbindelser og om at bære hinanden med sig gennem livet, også når vi ikke længere er fysisk del af hinandens liv.

 

135211044

 

 

Blå bog

Født: 5. november 1967.

Uddannelse: Journalist og sygeplejerske.

Debut: Söta fredag, 2012. Roman.

Litteraturpriser: Augustprisen, 2022. Aftonbladets litteraturpris, 2023.

Seneste danske udgivelse: Detaljerne. Gads Forlag, 2023. Roman. Oversætter: Andrea Fehlauer.

 

 

 

 

Videoklip

Svenska kyrkan: Detaljerna – Ia Genberg. Svenska kyrkan, 2022-09-23. 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeget er ingenting andet end dette, eller det såkaldte ”jeg”: levn fra de mennesker, vi gnubber os op ad. Jeg elskede Johannas ord og gestus og lod dem – bevidst eller ubevidst – blive en del af mig. Det er vel det, der er kernen i vores relationer, og det er vel derfor, de, i en vis forstand, aldrig slutter helt.”
”Detaljerne”, s. 32.

Ia Genberg er født i 1967 og uddannet journalist og sygeplejerske. Efter at have arbejdet som journalist i mange år, fik Ia Genberg lyst til at forlade virkeligheden til fordel for fiktionen, og hun debuterede skønlitterært i 2012 med romanen ”Söta fredag”. I 2013 udgav hun romanen ”Sent farväl”, der handler om tid, der er gået og gamle venskaber, mens novellesamlingen ”Klen tröst – & fyra andra berättelser om pengar” fra 2018 undersøger menneskers og penges værdi.

Da Ia Genberg på et tidspunkt lå febersyg med corona i sin lejlighed i Stockholm, trak hun ved en indskydelse en roman ud af bogreolen. Dedikationen i den fik hende til at mindes, første gang hun læste bogen, den gang også med feber: ”Det var ikke en kognitiv måde at mindes på. Det var, som om jeg blev overvældet af mindet og blev sænket ned og tilbage i den tid og med de mennesker, der var der. Det var ikke et minde, jeg havde fortrængt eller noget i den stil, det var bare et minde, jeg oplevede på en ny måde.” (Juliane Sigurdsson: Årets bog i Sverige handler ikke om noget. Alligevel elsker læserne den. Kristeligt Dagblad, 2023-02-23). Den stærke oplevelse af erindringen satte hende i gang med at skrive det, der skulle blive romanen ”Detaljerne”, der udkom i 2022 til en storslået modtagelse og som modtog den prestigetunge svenske litteraturpris Augustpriset i 2022.

Egentlig var hun i gang med et andet bogprojekt, men det blev lagt på hylden til fordel for denne sansenære og detaljerige bog om relationer. Efter at have skrevet bøger med mere klassisk handling og plot var det nyt for forfatteren at overgive sig til en bog uden fremdrift, men i stedet holdt sammen af en særlig tone: ”Da jeg satte mig ned og skrev om den oplevelse med mindet, var det en bestemt tone eller en slags følelse, jeg ville have ned på papiret. Det handlede ikke om, at jeg ville skrive om noget bestemt,” fortæller forfatteren i et interview til Kristeligt Dagblad (Juliane Sigurdsson: Årets bog i Sverige handler ikke om noget. Alligevel elsker læserne den. Kristeligt Dagblad, 2023-02-23). Netop tonen er gennemgående i romanen, som Ia Genberg gennemskrev utallige gange: Hver morgen begyndte hun forfra på en tekst og skrev og slettede, til romanen fandt sin endelige, yderst spændstige form på 156 sider.

Ia Genberg bor i Stockholm med sin familie.

Detaljerne

”Men senere viste det sig, at det hele allerede lå her, i detaljerne omkring mig, at det bare handler om en grundighed i blikket på alting, så kan jeg slippe mig selv og rette min opmærksomhed udad, altså virkelig udad. Det er dér, den forhøjede livsfølelse findes, i mit vågne blik på en anden. Det var sådan, jeg kom til at forstå Birgitte, ved at betragte hende med det grundige blik.”
”Detaljerne”, s. 131-32.

I Ia Genbergs prisbelønnede roman ”Detaljerna” fra 2022 (”Detaljerne”, 2023) ligger en febersyg forfatter i sengen og lader minderne om centrale personer fra sit liv vælde ind over sig. Feberen er en direkte vej ind i erindringen, og i fire afsluttede, men dog forbundne afsnit erindrer hun først sin ekskæreste Johanna, sin veninde Niki, sin elsker Alejandro og sin mor Birgitte. Ingen af de fire er længere i hendes liv fysisk, men lever videre i hende.

Fortællingerne er ikke drevet af plot eller afrundet forløsning, men af fragmenter af forholdenes afgørende øjeblikke og et grundigt blik på de detaljer, der har været definerende for personerne, fortælleren og relationen. I et opgør med anekdotens lukkede æske (s. 53) er intime øjeblikke, dårlige vaner og betydende blikke det, der får lov til at tegne karaktererne. Detaljen er netop nøglen til andre mennesker, da helheden mest findes på fiktionsniveau.

De fire portrætter dykker ned i livets kærlige storme: forelskelsen, venskabet, begæret, forældreforbindelsen. Udover fortælleren selv er det kun hendes veninde Sally, der er en gennemgående figur, og som den eneste har hun ikke sit eget portræt, da hun stadig er til stede i fortællerens liv. Fortælleren ved vi kun meget lidt om, men hun træder netop frem i relationerne.

135211044

Det bliver også evident, at en relation bliver tydelig i lyset af de andre relationer, lige som kapitlet om moderen Birgitte også bliver en nøgle til at forstå fortællerens måde at være i verden på. Efter det begærlige møde med Alejandro forandres fortællerens måde at elske på, og hun har fået et ”nyt bøjningsmønster for alle mine kommende verber” (s. 117), som der står. Det er altid i mødet med den anden, at magien opstår: ”Der er noget, der findes der og kun der. Jeg kan ikke komme det nærmere end dette, end at det er hos hinanden, vi skal lede, hvis vi søger; at vores øjenpar er hinandens vandrette kolon ind i noget, eller ud”. (s. 112). Den måde at efterlade læseren lidt overrasket, med dette ”eller ud” er kendetegnende for Genbergs stil. Hun skriver uden forbehold og med en løssluppen stramhed i den fortættede, koncise tekst.

Teksten om Johanna handler også om fortællerens vej mod at blive forfatter. Hun har fået respons på nogle tekster på en skriveskole, og underviseren påpeger, at hun har et ”vemodigt blik for detaljerne” (s. 29), hvilket kan siges at indkapsle ”Detaljerne” ret præcist.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Liste over bøger i "Detaljerne"