Göran Tunström

Artikel type
voksne
Doris Ottesen. 1989.
Main image
Tunström, Göran
Foto: Fredrik Funck

Indledning

Svensk forfatter. Har skrevet i mange litterære former.
Tunström er en fornem lyriker. Sorgesånger (uoversat), der kom i 1980 var således Tunströms tiende. Hertil kommer et betydeligt antal romaner, radiospil, skuespil og rejseskildringer. Tunström er litterær selvbiograf. Interessen for og indsigten i såvel musikkens som sindssygdommens verden er stor og vedkommende.

 

23893177

Blå bog

Født: 14. maj 1937 i Karlstad, Sverige.

Død:  5. februar 2000 i Stockholm, Sverige.

Debut: Inringning. 1958. Digte. Ikke oversat.

Litteraturpriser: Nordiska radioteaterpriset, 1971. Svenska Dagbladets litteraturpris, 1976. Nordiska Rådets litteraturpris, 1984. Selma Lagerlöfs litteraturpris, 1987. Aniara-priset, 1987. Samfundet De Nios stora pris, 1992. Augustpriset, 1998. Tegnérpriset, 1999.

Seneste udgivelse: En prosaist i New York : beretning. Samleren, 2001. (En prosaist i New York (svensk), 1996)).

 

 

Introduktion

Göran Tunström (født 1937) er præstesøn og tilbragte de første 12 år af sit liv - indtil farens død - i Sunne præstegård i Värmland. Efter en vanskelig pubertet med følelsesmæssig isolation, depression og selvmordsforsøg, der også medførte et kortere ophold på et psykiatrisk hospital, fik han som 21-årig udgivet sin første digtsamling Inringning (1958, uoversat).

Tunström er en fornem lyriker med en lang række digtsamlinger bag sig. Den seneste samling, Sorgesånger (uoversat), der kom i 1980 er således Tunströms tiende. Hertil kommer et betydeligt antal romaner, radiospil, skuespil og rejseskildringer, i alt omkring 30 værker. Kun fire af disse værker er oversat til dansk: Nemlig Ørkenbrevet (1979, dansk 1985), Juleoratoriet (1983, dansk 1984) Indien - en vinterrejse (1984, dansk 1987) og Tyven (1986, dansk 1987). To skuespil er blevet opført i Danmark: Forestilling om Gud i 1987 og Chang Eng i 1989.

Tunström er litterær selvbiograf. Interessen for og indsigten i såvel musikkens som sindssygdommens verden er stor og vedkommende. De personlige erfaringer og konflikter fortælles i stadig nye bearbejdninger igennem hele forfatterskabet, hvis psykologiske nøgle er fadertabet, og altdominerende tema er de spørgsmål, som dette tab har afstedkommet i Tunströms personlige, kunstneriske og dermed religiøse udvikling.

Allerede i debutroman Karantän (1961, uoversat) anslås disse eksistentielle grundtemaer, og de løber som en rivende strøm under Tunströms utroligt livsduelige, undertiden næsten barokke fortællestil gennem alle senere romaner.

Tunström har sin hjemstavn, Värmland, fælles med Selma Lagerlöf og føler sig såvel i slægt med som i gæld til hende, såvel som til de store sydamerikanske fabulanter. Et slægtskab, der tydeligt opleves i de eventyrligt-fantastiske romaner Familjeliv. En berättelse från Tobobac (1964, uoversat) og Stormunnens bön (1974, uoversat) der begge foregår i frit opfundne sydamerikanske(?) lokaliteter.

At Tunström også har forsøgt sig i krimi-genren ses af den lille sommerspøg, Hallonfallet (1974, uoversat), som oprindeligt blev udgivet under pseudonymet Poul Badura Mörk.

Sunne-romanerne

Med sønnen, Linus´ fødsel som afgørende, igangsættende faktor begyndte Tunström i 1973 den serie erindringsromaner, der efterhånden skulle blive til de, indtil videre fem, såkaldte Sunne-romaner: De heliga geograferne (1973, uoversat) Guddöttrarna (1975, uoversat), Prästungen (1976, uoversat), Juleoratoriet og Tyven .

Tunström lader sin selvbiografiske trilogi De heliga geograferna , Guddöttrarna og Prästungen begynde, mens han endnu ligger ufødt i sin mors mave. Og det er næppe tilfældigt. For hermed slås fra begyndelsen fast, at vore liv og skæbner aldrig kan betragtes eller forstås som enestående fænomener, men altid må ses i en større kulturel og medmenneskelig sammenhæng.

Hos Tunström begynder vort eget liv længe før, vi selv blev født. Vi er led i et langt større fællesskab, der rækker også til de døde, og vi er hinandens skæbner både i liv og død. Synspunktet slås an her og udfoldes fuldt ud i Juleoratoriet .

I De heliga geograferna og Guddötrarna beskriver Tunström i fri digterisk form sit barndomsmiljø. Farens problem som på engang lærd teolog og folkelig forkynder beskrives indgående og indefra. Vanskelighederne med at få forbundet det gennem lange universitetsår tillærte teologiske fagsprog, der er gået i blodet og blevet en central del af det personlige udtryk, med de almindelige hverdagssprog, sådan, som det tales mand og kvinde imellem uden for kirkerummet, forekommer faren næsten uløseligt. Han vil have væsentlige relationer, ikke blot tjenstlige bekendtskaber, men det teologiske sprog er for ham den store forhindring.

Helt anderledes med moren. Hun er af natur og opdragelse sky og uden mange ord. Hun er ikke "akademisk" og har intet religiøst fagsprog. Men hun har, modsat faren, et helt naturligt - naturgroet - forhold til alt levende.

Mens faren er forankret i en rituel/sakramental kristendomsforståelse, hvor gudstroen har sit centrum i kirkerummet og hvad, der foregår der, er moren egentlig agnostiker, og hvor faren får stadig større vanskeligheder med at fastholde sit centrum og få det til at hænge sammen med tilværelsen uden for kirkerummet, oplever moren i forbindelse med en manisk fødselspsykose, hvordan alting bliver guddommeliggjort for hende. I en vældig, mystisk gudsoplevelse får hun en stærk følelse af at være i kontakt med skabningen, ja, med hele universet.

Ægtefællernes åndelige erfaringer korresponderer ikke. Og det er ved romanens slutning uvist, om det vil være dem muligt at finde et fælles punkt, hvorfra de igen kan dele hinandens følelser og oplevelser.

De to romaner beskriver et handlingsforløb med henholdsvis faren og moren som hovedpersoner, og religiøsiteten anskues derved både ud fra en mandlig og en kvindelig oplevelses- og erfaringsmåde. I den selvbiografiske trilogis sidste del beskriver Tunström med stor humor og følsomhed, foruden nogle idylliske erindringsglimt fra sin allertidligste barndom, sin vanskelige pubertet fra farens død og indtil indlæggelsen på psykiatrisk hospital.

Da faren dør, og dermed ikke blot det hyggelige barndomsmiljø men også hele den åndelige og religiøse kraft, som udgik fra farens uhyre generøse personlighed, forsvinder, opleves det af drengen, Göran, næsten som om også Gud er død. Og med indtryksfuld tragik beskrives Görans forsøg på, som det hedder i Ørkenbrevet "at blive sin egen far", men med stor humor beskrives også alle en ungersvends kvaler på vej mod manddommen.

Og i Prästungen bliver det klart, at det for Göran er kunsten, den kunstneriske skaben, der bliver den - også religiøst - forløsende faktor.