Deborah Levy

Deborah Levy er født i Sydafrika 6. august 1959. Som man kan læse om i første bind af hendes erindringsværker, ”Ting jeg ikke vil vide”, tilbragte hun de første år af sit liv der, mens Apartheid stod på. Hendes forældre, der begge var hvide, støttede ikke apartheidstyret, og hendes far var medlem af African National Congress (ANC). Han blev fængslet for offentligt at ytre modstand mod Apartheid, og da han blev løsladt i 1968, flygtede familien til England. Således gik de fra at tilhøre en øvre middelklasse til at bo i et fattigt arbejderkvarter, og Levy skriver om at begynde at drømme om forfatterlivet som en flugt fra den triste omverden.

Levy studerede på kunstskolen Dartington College of Arts, hvor hun udover prosa også begyndte at skrive dramatik. Efter hun dimitterede fra Dartington i 1981, skrev hun en række teaterstykker. Heriblandt ”Pax” og ”Heresies” til Royal Shakespeare Company, og en række andre som senere blev udgivet samlet i udgivelsen ”Levy: Plays 1” (2000).

Debutromanen ”Beautiful Mutants” udkom i 1989, og siden har hun udgivet en lang række bøger, både romaner og noveller og en enkelt digtsamling. Romanerne ”Swimming Home” (2013) og ”Hot Milk” (2016) var begge shortlistet til den prestigiøse Bookerpris. I 2012 udgav hun første bind i sin erindringstrilogi, som tæller ”Ting jeg ikke vil vide”, ”Livets omkostninger” og ”Real Estate”, og den samlede trilogi har indbragt hende den franske litteraturpris Prix Femina, der hvert år uddeles af en rent kvindelig jury. I trilogien skriver hun om et liv, der ikke slutter, når man som kvinde når sine 50’ere, men snarere starter på ny. For hende med en livskrise og en skilsmisse, som betyder, at hun må begynde forfra med at lave et hjem til sine døtre, samtidig med at hendes egen mor dør. Det er med disse erindringsromaner, hun får et stort folkeligt gennembrud, som også bliver internationalt. I dag bor Levy, som har to voksne døtre, i det nordlige London.

”Things I Don’t Want to Know” fra 2013 (”Ting jeg ikke vil vide”, 2022) er første del i Deborah Levys erindringstrilogi, som hun selv kalder for en levende selvbiografi. Her i første bind er den grådlabile og livsramte forfatter rejst til Mallorca, hvor det er koldt og vinter. Her er det meningen, hun skal skrive og måske finde sig selv igen, fordi, som hun starter med at skrive i første sætning: ”Det forår, hvor livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper.” (s. 11).

En aften sætter hun sig på en restaurant ved et bord nær pejsen, fordi hun fryser, men bliver upopulær hos tjeneren, fordi det er et bord til tre personer. Hun bliver reddet af en ældre kinesisk mand, som betjener den lille butik, hvor hun foretager sine dagligvareindkøb, og som kender hende, fordi han har læst hendes bøger.

62483636

Sådan etablerer Levy rammen for at fortælle om de første år af sit liv, fra den tidlige barndom i Sydafrika og den tidlige teenagetid i England. Levy indfører et lag selvbevidsthed og humor i sin fiktion, når hun skriver: ”men jeg er ikke sikker på, at jeg sagde alt det, du nu skal læse.” (s. 42). I det hele taget har vi meget tydeligt at gøre med en forfatters selvportræt, både når der er tale om den præcist skarpe metabevidsthed, og når det at skrive og det at blive til sig selv forenes. Mindet om at få ros af sin nonneklasselærer står centralt for Levy som barn, for her får hun at vide, at det at skrive har at gøre med at tale og tænke højt, at være sig selv.

Da familien er flyttet til England og Levy blevet teenager, bliver drømmen at skrive drømmen om at flygte fra det grå og triste arbejderklasseliv. Så i sit hoved erstatter hun de lokale snaskede spisesteder, hvor der serveres baked beans og toast til stilladsarbejdere med de franske caféer, hun har læst om. Sådan optegner Levy helt fra starten af sit forfatterskab forholdet mellem hverdagen og arbejdet som forfatter.