”Things I Don’t Want to Know” fra 2013 (”Ting jeg ikke vil vide”, 2022) er første del i Deborah Levys erindringstrilogi, som hun selv kalder for en levende selvbiografi. Her i første bind er den grådlabile og livsramte forfatter rejst til Mallorca, hvor det er koldt og vinter. Her er det meningen, hun skal skrive og måske finde sig selv igen, fordi, som hun starter med at skrive i første sætning: ”Det forår, hvor livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper.” (s. 11).
En aften sætter hun sig på en restaurant ved et bord nær pejsen, fordi hun fryser, men bliver upopulær hos tjeneren, fordi det er et bord til tre personer. Hun bliver reddet af en ældre kinesisk mand, som betjener den lille butik, hvor hun foretager sine dagligvareindkøb, og som kender hende, fordi han har læst hendes bøger.
62483636
Sådan etablerer Levy rammen for at fortælle om de første år af sit liv, fra den tidlige barndom i Sydafrika og den tidlige teenagetid i England. Levy indfører et lag selvbevidsthed og humor i sin fiktion, når hun skriver: ”men jeg er ikke sikker på, at jeg sagde alt det, du nu skal læse.” (s. 42). I det hele taget har vi meget tydeligt at gøre med en forfatters selvportræt, både når der er tale om den præcist skarpe metabevidsthed, og når det at skrive og det at blive til sig selv forenes. Mindet om at få ros af sin nonneklasselærer står centralt for Levy som barn, for her får hun at vide, at det at skrive har at gøre med at tale og tænke højt, at være sig selv.
Da familien er flyttet til England og Levy blevet teenager, bliver drømmen at skrive drømmen om at flygte fra det grå og triste arbejderklasseliv. Så i sit hoved erstatter hun de lokale snaskede spisesteder, hvor der serveres baked beans og toast til stilladsarbejdere med de franske caféer, hun har læst om. Sådan optegner Levy helt fra starten af sit forfatterskab forholdet mellem hverdagen og arbejdet som forfatter.