Baggrund

Liv Sejrbo Lidegaard er opvokset i København med forældrene Bo Lidegaard og Vibeke Sejrbo Nielsen og tre brødre. Fra 1987-90 boede familien i Schweiz og fra 1997-2000 i Paris. Fra 2003-2005 gik hun på Christianshavns Gymnasium og i 2006 rejste hun i et halvt år i Sydamerika. Herefter påbegyndte hun sin uddannelse i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

I 2010 skrev Liv Sejrbo Lidegaard sin bacheloropgave om Walter Benjamins ”Barndom i Berlin” og Pentti Saarikoskis ”Det yderste Europa” i Berlin og tog derfra videre til et studieophold i Paris i 2011, hvor hun læste Lettres, Arts, Pensée contemporaine – et tværfagligt studie i litteratur, kunst og nyere filosofi – på Université Paris-Diderot. I den periode offentliggjorde hun sine første tekster, blandt andet det lyriske essay ”Fortidens visioner i nutidens byer” i Atlas og ”Potentialedyr” i Trappe Tusind. I 2012 startede hun på forfatterskolen Litterär gestaltning i Göteborg og boede nogle måneder i en hytte i skærgården. I 2013 udgav hun sine første egentlige digte, først i OVBIDAT nr. 2 og derefter i Trappe Tusind og Hvedekorn. Siden har hun løbende bidraget til en række tidsskrifter, senest Københavnske Istidende.

Liv Sejrbo Lidegaard har beskrevet sit virke som forfatter som en måde at komme tættere på tingene omkring sig på: Det handler vel om at komme i kontakt med virkeligheden. Det handler om at bruge sproget på en måde, der gør verden reel, en måde, der åbner virkeligheden op og gør den nærværende.” (Sebastian Wittrock: Det handler om at bruge sproget på en måde, der gør verden reel. Politiken, 2018-01-21). Ud over selv at skrive har hun oversat Athena Farrokhzads digtsamling ”Vitsvit” (2014) i samarbejde med Kamilla Löfström og Pernilla Berglunds ”Tiltager” (2014) fra svensk til dansk. I 2016 var hun ansat som ekstern lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor hun underviste i faget Geopoetiske læsninger. I øjeblikket bor hun på et landsted i nærheden af den vestjyske by Vemb i forbindelse med sin ansættelse som underviser på forfatterlinjen på Dansk Talentakademi i Holstebro. I januar 2018 blev hun leder på linjen.