Liv Sejrbo Lidegaard

Liv Sejrbo Lidegaard er opvokset i København med forældrene Bo Lidegaard og Vibeke Sejrbo Nielsen og tre brødre. Fra 1987-90 boede familien i Schweiz og fra 1997-2000 i Paris. Fra 2003-2005 gik hun på Christianshavns Gymnasium og i 2006 rejste hun i et halvt år i Sydamerika. Herefter påbegyndte hun sin uddannelse i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

I 2010 skrev Liv Sejrbo Lidegaard sin bacheloropgave om Walter Benjamins ”Barndom i Berlin” og Pentti Saarikoskis ”Det yderste Europa” i Berlin og tog derfra videre til et studieophold i Paris i 2011, hvor hun læste Lettres, Arts, Pensée contemporaine – et tværfagligt studie i litteratur, kunst og nyere filosofi – på Université Paris-Diderot. I den periode offentliggjorde hun sine første tekster, blandt andet det lyriske essay ”Fortidens visioner i nutidens byer” i Atlas og ”Potentialedyr” i Trappe Tusind. I 2012 startede hun på forfatterskolen Litterär gestaltning i Göteborg og boede nogle måneder i en hytte i skærgården. I 2013 udgav hun sine første egentlige digte, først i OVBIDAT nr. 2 og derefter i Trappe Tusind og Hvedekorn. Siden har hun løbende bidraget til en række tidsskrifter, senest Københavnske Istidende.

Liv Sejrbo Lidegaard har beskrevet sit virke som forfatter som en måde at komme tættere på tingene omkring sig på: ”Det handler vel om at komme i kontakt med virkeligheden. Det handler om at bruge sproget på en måde, der gør verden reel, en måde, der åbner virkeligheden op og gør den nærværende.” (Sebastian Wittrock: Det handler om at bruge sproget på en måde, der gør verden reel. Politiken, 2018-01-21). Ud over selv at skrive har hun oversat Athena Farrokhzads digtsamling ”Vitsvit” (2014) i samarbejde med Kamilla Löfström og Pernilla Berglunds ”Tiltager” (2014) fra svensk til dansk. I 2016 var hun ansat som ekstern lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor hun underviste i faget Geopoetiske læsninger. I øjeblikket bor hun på et landsted i nærheden af den vestjyske by Vemb i forbindelse med sin ansættelse som underviser på forfatterlinjen på Dansk Talentakademi i Holstebro. I januar 2018 blev hun leder på linjen.

Liv Sejrbo Lidegaards debut ”Fælleden” (2015) har genrebetegnelsen poesi og er inddelt i tre suiter med overskrifterne ”Tæt på”, ”Lad det gå” og ”Det er sent”. I første del er jeget del af et ”vi”, der bevæger sig rundt i naturen, blandt andet i et landskab meget lig Amager Fælled. Jeget længes efter at opløse sig selv i en flok, vennegruppen, fuglene der farer forbi og fiskestimer under vandet: ”olietønder gror til, fisk glimter i sølv. jeg svæver i vandet der løber gennem deres gæller. deres stimer skilles når jeg rækker ud efter dem” (s. 13). Skriften kredser om interaktionen mellem det menneskelige, det menneskeskabte og naturen. Der er ingen klare skel mellem de forskellige elementer, der helt ned på sætningsniveau flyder sammen: flyene flyver tæt på som fugle, en orange solnedgang forveksles med byens genskær og vandet er rødt af rust, farvet ”af altings indbyrdes afhængighed” (s. 14), som jeget konstaterer.

51737709

I ”Lad det gå” er digtenes inventarium mere bypræget: radiatorrør, bagtrapper, parkeringskældre, netbank, stilladser. Her er naturen i højere grad til stede som en forestilling, et forbillede for både individet og fællesskabet: ”det usentimentale i naturen giver mig håb” (s. 25). Jeget er interesseret i, om naturen kan anvise nye livsformer, anderledes måder at indrette samfundet på, der bryder med gamle hierarkier: ”og se nu der, en flok/ en sindssyg gople/ der består af selvstændige små væsener/ der bevæger sig sammen// hvad er det for nogle/ nye måder at leve/ der hele tiden dukker op” (s. 26).

I sidste suite, ”Det er sent”, er det, som om membranen mellem menneskekrop og natur helt kollapser, digter-jeg og omverden glider ind og ud ad hinanden. Der er noget apokalyptisk over beskrivelserne af sort vand, der stiger op af byens riste og håndflader, der brænder. Men også en slags lindring i, at mennesket her får status som del af naturen frem for enten underlagt den eller behersker af den. Ligesom det beskrives, at en solsort ”siger sin lyd”, går mennesket rundt på sine ”urolige menneskeben”. Der vokser mælkebøtter ud af jegets hænder, der er shamaner og ritualer, og i munden på et ”du” finder jeget spor af søliljer og blågrønalger.