Ligesom flere yngre danske forfattere, der beskæftiger sig med økokritik, synes Liv Sejrbo Lidegaards forfatterskab beslægtet med den amerikanske digter Juliana Spahr. Spahr har blandt andet udgivet den indflydelsesrige digtsamling ”thisconnectionofeveryonewithlungs” (2005), der, som titlen anviser, beskæftiger sig med forbindelsen mellem alt, der trækker vejret, fællesskaber, og jegets indfiltrethed i verden.
Derudover indskriver Liv Sejrbo Lidegaards to udgivelser sig i en bevægelse i nyere dansk samtidspoesi, hvor mange unge forfattere skriver anfægtet om naturen, det sociale og det politiske som forbundne størrelser. Det er forfattere som Morten Chemnitz, Andreas Vermehren Holm, Asta Olivia Nordenhof, Lars Skinnebach, Julie Sten-Knudsen og Theis Ørntoft. Forbindelsen mellem den personlige hverdag og det politiske fællesskab er både kilde til teksternes håb og frustration, og der findes i disse forfatterskaber både en stor afmagt og et spørgsmål om, hvorvidt og hvordan forandring er mulig. Der er sjældent en tro på rene utopier, men der er gennemgående en interesse for mikrofællesskaber og en øget opmærksomhed mod, hvordan sproget bruges: Til at herske med eller til at lade det fremmede eksistere i sin ubestemthed.
Derudover kan forfatterskabets opmærksomhed mod de ting, vi som mennesker omgiver os med, også siges at have et vist slægtskab med udgivelser af blandt andet Lea Marie Løppenthin og Amalie Smith. Her er et overordnet fokus på fysikalitet og materialitet, hvordan vi sanser tingene, hvordan de påvirker os. Der zoomes ind på genstande og planter, hvormed vi får øje på den historie, der er lagret i dem.