Liv Sejrbo Lidegaards debut ”Fælleden” (2015) har genrebetegnelsen poesi og er inddelt i tre suiter med overskrifterne ”Tæt på”, ”Lad det gå” og ”Det er sent”. I første del er jeget del af et ”vi”, der bevæger sig rundt i naturen, blandt andet i et landskab meget lig Amager Fælled. Jeget længes efter at opløse sig selv i en flok, vennegruppen, fuglene der farer forbi og fiskestimer under vandet: ”olietønder gror til, fisk glimter i sølv. jeg svæver i vandet der løber gennem deres gæller. deres stimer skilles når jeg rækker ud efter dem” (s. 13). Skriften kredser om interaktionen mellem det menneskelige, det menneskeskabte og naturen. Der er ingen klare skel mellem de forskellige elementer, der helt ned på sætningsniveau flyder sammen: flyene flyver tæt på som fugle, en orange solnedgang forveksles med byens genskær og vandet er rødt af rust, farvet ”af altings indbyrdes afhængighed” (s. 14), som jeget konstaterer.
51737709
I ”Lad det gå” er digtenes inventarium mere bypræget: radiatorrør, bagtrapper, parkeringskældre, netbank, stilladser. Her er naturen i højere grad til stede som en forestilling, et forbillede for både individet og fællesskabet: ”det usentimentale i naturen giver mig håb” (s. 25). Jeget er interesseret i, om naturen kan anvise nye livsformer, anderledes måder at indrette samfundet på, der bryder med gamle hierarkier: ”og se nu der, en flok/ en sindssyg gople/ der består af selvstændige små væsener/ der bevæger sig sammen// hvad er det for nogle/ nye måder at leve/ der hele tiden dukker op” (s. 26).
I sidste suite, ”Det er sent”, er det, som om membranen mellem menneskekrop og natur helt kollapser, digter-jeg og omverden glider ind og ud ad hinanden. Der er noget apokalyptisk over beskrivelserne af sort vand, der stiger op af byens riste og håndflader, der brænder. Men også en slags lindring i, at mennesket her får status som del af naturen frem for enten underlagt den eller behersker af den. Ligesom det beskrives, at en solsort ”siger sin lyd”, går mennesket rundt på sine ”urolige menneskeben”. Der vokser mælkebøtter ud af jegets hænder, der er shamaner og ritualer, og i munden på et ”du” finder jeget spor af søliljer og blågrønalger.