Rosa Liksom bevæger sig i sit forfatterskab rundt i Lapland, men også ud i verden, til det nordlige Europa, til Asien og USA. Den russiske forfatter Vladimir Sorokin har i sin fantasifulde roman ”Snestormen” (2012) henlagt handlingen til en mystisk, russisk fremtid, og i den iskolde, snedækkede handling skriver han om magtbalancer og den enevældige Hersker i landet. Iskold, russisk systemkritik.
Kjell Westö skriver lige som Rosa Liksom også i sit forfatterskab den menneskelige fortælling sammen med den store, og gennem sine karakterer fortæller han i sin Helsingfors-kvartet Finlands nyere historie.
Liksoms finske forfatterkollega Sofi Oksanen har også beskæftiget sig med krig og historie, men måske på en mere uforsonlig måde end Liksom. Hos Oksanen er ikke mindst Estlands historie i centrum, blandt andet i romanen ”Renselse” fra 2010.
Karin Smirnoffs trilogi om Jana Kippo foregår også i det allernordligste Skandinavien, her på den vestre side af Torneelven, og som hos Liksom er mennesket og naturen også her tæt forbundet. Samfundene er små, ordene få og naturen den egentlige hovedperson. Også Mikael Niemis baggrund med finsk, svensk og samisk kultur sniger sig ind på siderne i hans forskelligartede romaner, hvoraf særligt gennembrudsromanen ”Populærmusik fra Vittula” (2002) oplyser egn og tradition omkring Torneelven.
Kerstin Ekman har i sit lange forfatterskab også draget omsorg for den nærende og omsorgsfulde natur i værker, der har kritiseret menneskets måde at forbruge naturen på. I Liksoms værker er samme glødende hengivenhed over for naturen, men mindre fokus på de ødelæggende systemer, mennesket har accepteret gennem århundreder.