Crazeland

Citat
”Mens jeg vandrede hen ad stien, tænkte jeg, at hvis ikke jeg bliver dømt til døden ved krigsforbryderdomstolen, vil jeg drage ud i verden.
Jeg vil indhente al den viden og erfaring, som kan løfte mine forfædre fra barbariet op til et civiliseret niveau og med den rette åndsdannelse.”
”Crazeland”, s. 178.

I 1996 udgav Rosa Liksom den pikareske roman ”Kreisland” (”Crazeland”, 2001), der i sandhed kommer vidt omkring i en rigt fabulerende fortælling om den eventyrlystne og mandhaftige Impi Agafiina og hendes jordbundne modsætning Juho Gabriel.

Bogen åbnes af en vildmarkskosmologi, hvor det nordfinske Crazyland af næsten bibelske dimensioner bliver skabt. Herefter får ulveparret Ristiina og Ransu den angrebslystne datter Impi, som snart adopteres af Skibsreder Wallenius og her møder den fineste herskabelighed. Imens fødes horeungen Juho Gabriel med horn i panden og langt hvidt skæg på hagen. Som toårig er han stor som en voksen mand og flytter ind i Onkels hus, hvor han bliver boende i tæt kontakt med naturen og årets gang.

23670887

I otte bøger veksler romanen mellem Impi og Juhos jeg-fortællinger, hendes i datid og hans i nutid, blandet med andre karakterers stemmer og fortællerens alvidende handlingsreferater. Impi er intelligent, skruppelløs og drevet af handlekraft og nysgerrighed på teknik og politik, så hun kaster sig først ind i den finske vinterkrig som glødende nationalist og fascist. En morgen bliver hun stukket af kommunismens flue og knokler løs i Stalins Sovjetunionen, hvor hun grundlægger det storslåede Moskovitsal-værk og senere hvedemarker på de sibiriske sletter. Ad skæbnens veje føres hun til Pittsburgh i USA, hvor hun lykkelig henslæber dagene foran tv-ets hypnotiserende reklamer i et kapitalistisk rundhyl. Imens nusser tømmerfløderen Juho besindigt rundt på gården og følger årstidernes skiften med de sysler, der kræves for at holde hus og stand.

Det er en crazy bog med dens blanding af naturmytologi, krigshistorie, overnaturlige indslag og et både kritisk og satirisk blik på de fremherskende politiske og kulturelle ideologier i midten af det 20. århundrede. Impis impulser til at blive opslugt af meget forskellige bevægelser kaster et blik tilbage på verden, der aldrig er mere, end vi har bestemt os for, at den skal være. For hvert menneske gælder en sandhed, og den kan få mennesket til at udføre uhyrlige handlinger i sandhedens tjeneste. Hvis menneskeliv ikke er vigtige, kan man bare hælde de dovne i et hul.