Elven

Citat
”Jeg forestillede mig, at jeg levede hundrede år fremme i tiden, og at den nye tids mennesker var så forstandige, at de kendte deres plads på Jorden og forstod at leve i fred med sig selv, andre mennesker og hele skaberværket. Ingen ville holde et andet menneske eller dyr som slave, alle ville have samme udgangspunkt, i stedet for at en blev født i rigdom og en anden i fattigdom, og alle ville forstå at afveje fortiden og fremtiden i stedet for at løbe efter en gulerod.”
”Elven”, s. 171-72.

Rosa Liksoms stilfærdigt påtrængende roman ”Väylä” fra 2021 (”Elven”, 2023) handler om et voldsomt kapitel i Finlands historie: Under Laplandskrigen (1944-45) blev titusindvis af finner sendt i flygtningelejre i Sverige, da tyskerne var på vej nordpå ud af landet, efterladende sig et afbrændt bælte af ødelagt land.

Det er situationen for romanens 14-årige jegfortæller, der sammen med gårdens kvæg og pigen Katri begiver sig vestpå. På den anden side af elven vil de være i sikkerhed og mødes med hendes mor og onkel. Da de kommer over floden, er hverken mor eller onkel i sigte, så de fortsætter rejsen ud i det ukendte. Undervejs møder de soldater, venlige fremmede og andre flygtninge, og da pigen endelig finder sin mor, er hun for forkommen til at tage vare på sin nyfødte søn. Selvom pigen tager sig af barnet, gør forholdene i den interimistiske flygtningelejr og en iskold vinter det umuligt at holde liv i lille Kalle. Det lange ophold i flygtningelejren er grufuldt, og stadierne skifter mellem håb, apati, muntre øjeblikke, død, sorg og vrede.

135286192

Som følgesvend har pigen rotten Aikili, og hun begynder den spirende bevægelse mod at blive voksen. Alt i hende er funderet i en tryg udveksling med naturen, som hun kender indgående og er helt tryg i. Dyrene har navne, personligheder og handlinger med samme hensigter som menneskenes, og da kalven Sokeri dør, ser hun instinktivt smerten i mor Siskos øjne.

I et drævende tempo afdækker ”Elven” historiske uhyrligheder og menneskelige omkostninger ved krig. Det er samtidig en barsk historie om at vokse op hos inkompetente forældre – og ikke mindst er det en kærlighedserklæring til dyr og et portræt af et folk, der høster frugten af at være i forbund med naturen. I det ligger der en naturlig kritik af dem, der tillader sig at bestemme over naturen, tage kalve fra køer og fælde skove for profit.

Rosa Liksom fortæller, at romanen bygger på historier, hun har fået fortalt hele sit liv, fortalt af nære slægtninge, der var krigsflygtninge i Sverige. Selv kalder hun romanen for ”en lovprisning af livskraften.” (Line Rasmussen: En lovprisning af livskraften. Bogmagasinet, februar 2023). I sin lakoniske fremstilling minder den sin læser om, at flygtningelejre findes i dag; at mennesker drives på flugt, mister hjem og familiemedlemmer og ikke ved, hvad de har at stå op til i morgen.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Elven"