Genrer og tematikker

I sit store forfatterskab skriver Rosa Liksom om rodløse, søgende unge og om voksne, der læner sig ind i en accept af det levede liv. Hun skriver vidende, satirisk, ekstremt sanseligt og opløftende muntert som en kontrast til fortællingernes megen død og ødelæggelse. Bøgernes fanden-i-voldskhed er som en utæmmelig urkraft, og netop naturen spiller en central rolle i hendes forfatterskab, der udviser en kæmpe kærlighed til og forbundethed med naturen – og Lapland (der har otte årstider). ”Crazeland” er fuld af naturvarsler i et samvittighedsfuldt parløb med årets gang, og sit naturaktivistiske virke har Liksom lagt i munden på Oberstinden, der altid har været mere del af naturen end af menneskeheden. Samtidig er ”Elven” en påmindelse om, at mennesker og dyr er ligeværdige, og at vi ikke redder verden ved at underlægge naturen vores luner: »Min mor lærte mig at behandle dyr som mennesker. Vi var lige, køer og børn.« (Birgitte Kjær: ”Ligesom i Tyskland var racehygiejne populært i visse kredse i Sverige”. Politiken, 2023-01-21). Geografisk tager hendes værker afsæt i hendes hjemland, i Lapland og hos samerne, hvorfra der er et nuanceret udsyn: fra togrejsen gennem Sovjet til nazityskland og europæiske storbyer.

Rosa Liksom væver den enkelte skæbnes sammen med den store historie og synes at sige, at et menneske altid er defineret af sin tid, også selvom det prøver at flygte fra det. Mange af hendes karakterer er på flugt, men synes altid at kunne finde hjem i naturen. I et historisk perspektiv kommer hun godt rundt i det 20. århundrede, i ”Elven” om en periode i finsk historie, som end ikke finnerne kender særligt godt – og som mange har skammet sig over. Hun fortæller også, at landets korte historie er perfekt til historiefortælling: ”Lande som Finland, Estland og måske især Island har en så speciel og turbulent historie bag sig, at det er et paradis for en forfatter. Vi har så meget materiale, vi har været igennem så meget, og vi har travlt med at slå fast, hvem vi er,” (Tina Marie Winther: Et møde i en togkupé blev til en prisbelønnet roman. Politiken, 2013-09-01).

Der er masser af historie og politik og samfundskritik i hendes bøger, som oftest klemt inde i en vidtløftig fortælling. Hun skriver om migration og det grundlæggende meningsløse i krig og om massebevægelsers magt over mennesker: ”Jeg har med egne øjne bevidnet, hvordan et menneske på tre timer kan forvandle sig fra en ligegyldig stodder til en soldat, hvor hurtigt en fri ung mand kan gøres til en del af flokken”, som der står i ”Oberstinden” (s. 89.)

Liksoms fortællere er ofte lakoniske over for de uhyrligheder, de er vidne til, måske som en måde at distancere sig fra det følelsesmæssigt. Det gælder fortælleren i ”Elven” og her i ”Oberstinden”, hvor Ruth og Obersten er Berlin i 1939: ”Vi så folk stå og hænge uden for halvmørke caféer, en jøde, bundet til en lygtepæl, som man kunne spytte på, og aftenkjoler i modebutikkernes udstillingsvinduer, syet af silkefløjl, makramé og pergamonfløjl...” (s. 78).