Rosa Liksoms ”Tyhjän tien paratiisit” fra 1990 (”Paradis på en øde vej”, 1990) er en samling korte fortællinger i tre dele: Hjemlandene, Udlandene og Økonomi og sport. I første del foregår de forskellige steder i Finland, og med skiftevis første- og tredjepersonsfortællere inviteres læseren ind i miljøer præget af vold, afhængighed og følelsesmæssig afstumpethed. En kvinde lever kun af chokolade, en anden kvinde brokker sig over, hvor meget det svinede, da hendes mand blev skudt i hovedet og hun skulle gøre rent efter blodbadet, og en ung kvinde erklærer sig som stolt nationalist klar til at gøre tjeneste under finsk flag. Der er utrolig mange mord, selvmord og døde mennesker, men ingen følelser omkring dødsfaldene. I stedet fremskrives de lakonisk på højde med andre dagligdags hændelser, og de fleste karakterer virker ude af stand til at forbinde sig med deres følelser – eller at handle hensigtsmæssigt på dem.
I ”Udlandene”, der primært er henlagt til et koldt område med mange eskimoer, optræder en del religiøse skikkelser – drukfældige munke, forstillede påskeprocessioner og en liderlig præst. En kvinde får en åbenbaring i en forladt kirke, og en mand finder sig selv i et hvidt lys på fjeldet juledag. Seksuelle relationer er præget af kulde og fokus på egne hensyn, og sex er flere steder direkte involveret i dødsfald. ”Økonomi og sport”-teksterne fremskriver også seksuelle universer præget af dominans og viser, hvilke forestillinger om seksuel udveksling, der driver mennesker.
Samlet set er ”Paradis på en øde vej” et kuldslået portræt af ensomme, lidt stakkels mennesker, der lever i en barsk og ituslået verden uden sammenhæng, kontinuerlig omsorg eller klare mål i livet (bortset fra den stolte nationalist). Teksterne er fokuseret på handling og mestendels skrevet i korte hovedsætninger uden billedsprog, nogle tekster er rent refererende, mens andre også har direkte tale. Symptomatisk er det, at barndommens landskaber ikke har givet karaktererne fred: ”Jeg voksede op og blev en mand, der hverken ejer vilje eller styrke. Jeg bliver forfulgt af de døde, jeg er på evig flugt og må løbe for mit liv. Min barndoms kløfter er sandet til, fjeldene er styrtet i grus og vandet i fjorden er løbet ud i havet.” (s. 83).