Mor stillede tallerknerne på bordet og skar noget tørret kød ud på et fad. Jeg tog katten i halen, bar den udenfor, om bag hushjørnet og smed den ned i hullet med stivfrossent køkkenaffald.”
Rosa Liksoms debutnoveller ”Yhden yön pysäkki” fra 1985, (”Stoppested for en nat”, 1988) er en række korte og mestendels følelseskolde noveller inddelt i fire afsnit: Hovedbanegården, Europas forstue, 67. nordlige breddegrad og de sidste Fire variationer. Klientellet i samlingens første dele er narkotikabrugere, alkoholikere og mennesker på farten, uden mål og med. Omgivelserne er underligt forladte, og novellerne foregår på spartansk indrettede værelser, banegårde og langs kolde motorveje. Relationerne mellem mennesker er afstumpede og ofte voldelige, der er voldtægt, abort og dage i isolationsfængsel, og i det hele taget er der hverken håb eller fremtid at spore i de korte fortællinger.
I samlingens tredje del er novellerne henlagt til de allernordligste finske egne, hvor frosten bider, og skoven ruger over de tavse beboere. Både dyr og mennesker dør – ikke sjældent ved egen hjælp – og døden forekommer så dagligdags, at hverken fortæller eller karakterer gør et nummer ud af det. Den største bekymring er, at det er dyrt at få gravet hul til kisten i vinterfrosten, da det kræver sprængstof, men ingen vil vente til foråret, for liget ”skal graves ned med det samme, så begynder det heller ikke at røre på sig” (s. 100).
Liksoms karakterer er ensomme og har svært ved at indgå i relationer. Mange er på flugt og stikker af uden forklaring, og de mange afskeder skildres som et ufravigeligt vilkår i livet. I flere tekster møder en 15-årig pige ældre mænd i nogle usunde forbindelser, men det er, som om længslen efter at være tæt på et andet mennesker ophæver gængse forventninger til et ligeværdigt forhold. Der er meget ydmygelse, selvdestruktion og svigt i de lakonisk fortalte noveller om eksistenser på randen af opløsning. Det foregår i København, Moskva, Stockholm og det nordligste Finland i en ikke nærmere defineret tid. Novellerne lever ikke op til genrens klassiske karakteristika med et afgørende vendepunkt, men er nærmere små indblik i kærlighedsløse og lidt opgivende liv.