Beslægtede forfatterskaber

Johannes Lilleøres forfatterskab holder sig ikke inden for skarpt optegnede linjer, når det kommer til stil og genre. Derfor giver det bedst mening at lave sammenligninger med andre forfatterskaber på hver enkelt titel.

Beskrivelsen af gården og forældrenes økonomiske kvaler i ”Mårhund” minder om den fallit, familien i Thomas Korsgaards to romaner ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) og ”En dag vil vi grine af det” (2018) står overfor. Selv om miljøet er endnu barskere beskrevet, og armoden er større i Korsgaards bøger, er der paralleller at drage mellem især Korsgaards første roman og ”Mårhund”, hvor især det konfliktfyldte forhold til drengenes fædre er interessant. Begge fædre har et voldsomt temperament og straffer deres sønner hårdt, og selv om det skaber et had i drengene, er der også glimt af kærlighed at spore.

I ”Mårhunds” anden halvdel kan øsamfundets originaler og øens selvtilstrækkelighed sammenlignes med de sønderjyske landsbyer, man møder i Erlings Jepsens bøger. ”Frygtelig lykkelig” (2004) foregår f.eks. i landsbyen Højer, hvor indbyggerne i bogen spiller efter deres helt egne regler. På samme måde insisterer øboerne i ”Mårhund” på at klare øens problemer uden inddragelse af dem fra fastlandet.

”Min syge ven” har en anden nerve og tyngde – i kraft af temaet, men også i sin form. Det er oplagt at sammenligne den med Maria Gerhardts bøger ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” (2014) og ”Transfervindue” (2017), hvor hun skriver om sin kræftsygdom. Især ”Transfervindue”, der bevæger sig ud over det selvbiografiske og supplerer det autofiktive spor om livet som kræftpatient med en science fiction-fortælling om en kvinde indlagt på et hospice, der fylder det meste af Nordsjælland.