lilleøre
Foto: Basilisk

Johannes Lilleøre

cand.mag. Christine Fangel Juhl, Bureauet, februar 2019.
Top image group
lilleøre
Foto: Basilisk

Indledning

Som forfatter tager skuespiller Johannes Lilleøre selv den kunstneriske magt, som han er underlagt, når han selv er på scenen. Når han skriver, er det ham, der tager alle de valg, der allerede er taget for ham, når han går på teaterscenen og gør en rolle levende. Lilleøres forfatterskab spænder over autofiktion og en realisme, der dog ikke er mere virkelighedstro, end at dyrene får lov at tale. Hans seneste roman, ”Min syge ven” (2018), beskriver et sygdomsforløb i en kortfattet prosa, der puster poesi ind i et medicinsk miljø.

54700385

Blå bog

Født: 18. juli 1974 i Lemvig.

Uddannelse: Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, 2001. Forfatterskolen, 2016.

Debut: Nowhere. Lindhardt & Ringhof, 2012.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Min syge ven. Forlaget Basilisk, 2018.

Inspiration: Billedkunst og forfatterne Herta Müller og Thomas Bernhard.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Da jeg var barn, sprang bønnen fra mine læber som en hjorteflok i en lysning. Når jeg var bange for noget, bad jeg fadervor. Bønnen var mit skjold, og efter bønnen fik jeg tre ønsker opfyldt. Sådan var reglen. Ønskerne var altid de samme, og de var med negativt fortegn: Jeg ønsker ikke at stå over for et truende dyr, jeg ønsker ikke at kaste op, og jeg ønsker ikke at blive lagt mærke til.”

”Min syge ven”, s. 109.

Johannes Lillerøre (f. 1974) voksede op på et landbrug uden for Harboøre som den yngste af tre søskende. Faren var landmand og hans mor hjemmegående, og barndommen var præget af frihed: ”Vi kunne rende på markerne, som vi ville, og skulle ikke fortælle, hvor vi var. Jeg vidste dog altid at jeg ikke ville blive derude. Jeg havde en længsel efter storby.” (Christine Fangel Juhl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019).

Storbylivet fandt han først i Paris, hvor han boede et år efter at have færdiggjort gymnasiet, og senere flyttede han til København. Hans interesse for litteratur tog for alvor fat i gymnasiet, men han skrev ikke selv: ”Jeg skrev selvfølgelig smertelige og selvmedlidende dagbøger om ensomheden i det vestjyske. Men jeg forestillede mig aldrig, at jeg skulle skrive bøger.” (Christine Fangel Juhl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019). Det kom han nu alligevel til, men først uddannede han sig til skuespiller. Som skuespiller har Lilleøre både optrådt på teatre, bl.a. Det Kongelige Teater, ligesom han også har medvirket i filmen ’Familien Gregersen’ og tv-serierne ’Nikolaj og Julie’, ’Rejseholdet’ og ’Borgen’.

Hans debut, den autofiktive roman ”Nowhere” (2012), skrev han under et halvt år langt ophold i New York. Derefter søgte han ind på Forfatterskolen, hvor han dimitterede fra i 2016 – samme år som ”Mårhund” udkom.

Selv om forfatterskabet fylder mere og mere, spiller han stadig skuespil, men han ser overvejende de to gerninger som adskilte, og han kan ikke skrive i de perioder, hvor han spiller med i forestillinger (Lars Kamstrup: Jeg har brugt mit barndomsbillede af Harboøre. Folkebladet Lemvig, 2016-09-17). Han forklarer forskellen således: ”Som skuespiller skal man gøre en andens værk levende, og det er ikke altid man forstår værket, det er heller ikke altid, man synes det er godt. Som forfatter kan jeg selv tage alle valg. Det kan naturligvis være ensomt, og det er et kæmpe ansvar, men også tilfredsstillende.” (Christine Fangel Juhl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019).

Johannes Lilleøre bor på Vesterbro og har to børn sammen med et lesbisk par.

Mårhund

”Og så kommer det jeg synes er spændende. Dyrene bevæger sig over cementgulvet, de dyr der ellers kun findes når vi ikke er i laden. En mus vokser ud af høet og lister forbi mine øjne, helt tæt på med næsespidsen vibrerende op og ned, sorte glasagtige øjne. Halen stryger mod min kind som en snor af fløjl.
– Ligger du nu her igen, siger den.
– Ja, har du ikke savnet mig?
– Du er alene fyld i min verden, siger den og forsvinder fordi vildkatten har fået færten af den.”

”Mårhund”, s. 9.

Johannes Lilleøres roman ”Mårhund” (2016) består af to dele, som foregår med tyve års mellemrum. Første del i 1985, hvor fortælleren Lars Peter er en lidt sær 11-årig dreng, der bor alene med sin far og mor på en gård ved Limfjorden. Moren er mentalt i Kruså, hvor hendes søster ligger for døden; faren er presset over gårdens dårlige økonomi, har stride hår på knoerne og straffer sin søn ved at efterlade ham liggende alene på det kolde betongulv i laden.

På markerne, langs grusvejene og i haven omkring gården vrimler det med dyr. Lars Peter kan tale med dem, og de taler gerne med ham, men altid i kringlede sætninger, der lyder underligt gammeldags. En dag møder han en mårhund, og da de voksne hører om den, får Lars Peter pludselig en anderledes positiv opmærksomhed fra både sin far, lærerne i skolen og de store elever.

52541735

Dyret er farligt og skal slås ihjel, fortæller hans far, for det er en invasiv art, som ikke hører til. Lars Peter kan lide sin pludselige berømmelse, og for at tilfredsstille sit publikum bliver hans fortællinger om mårhunden mere og mere fantastiske, indtil han får smurt så tykt på, at folk omkring ham alligevel ikke tror på ham, og han igen er overladt til sig selv.

I anden halvdel er Lars Peter blevet 31 år. Efter flere år i Berlin bosætter sig på en ø i Limfjorden nær barndomsgården. Som en fremmed forsøger han sig med meget lidt held at begå sig i øsamfundet, og det er oplagt at drage en parallel mellem ham og mårhunden i bogens første del. Begge invaderer miljøer, de ikke hører til i, og bliver jaget af indbyggerne. Anden del af bogen er ikke en naturlig forlængelse af historien i første del, men tegner et portræt af et lukket og selvtilstrækkeligt landsbysamfund.

Der løber en del sidehistorier i begge afsnit, hvor f.eks. den unge Lars Peters forelskelse i pigen Margrethe træder markant frem. Nogle sproglige elementer spejles i de to dele, særligt dyrenes vrøvlende og gammeltunge sætninger, som ligner den demente Gittes sprog, som den voksne Lars Peter møder på øens plejehjem. Lilleøres sprog og tone gør portrættet af et særligt barnesind med en livlig fantasi særdeles troværdigt.

Min syge ven

”Jeg ved ikke, hvad en god ven er. Er det fx mig nu, hvor jeg fois gras-fodrer ham med håb?”


”Min syge ven”, s. 83.

Det er under en flyvetur til Tallinn, at han bliver syg. Fortællerens ven, som han konsekvent kaldes bogen igennem, har altid været fascineret af Østblokken og er rejst til Estland for at være sammen med Tom, som han elsker. Men da han kommer frem, har han blå og lilla mærker over hele kroppen, og han tvinges med helikopter tilbage til København, hvor han bliver indlagt på Rigshospitalet. Sygdommen viser sig at være aplastisk anæmi, og inden længe er hans lilla krop koblet til slanger, der løber ind i maskiner, der spytter blod, ketogan og serum fra heste og kaniner tilbage i den syge krop.

54700385

Venskabet og fortællerens fascination af vennen står helt centralt i Johannes Lilleøres roman ”Min syge ven” (2018). Begge forbliver bogen igennem navnløse – et greb, der tydeliggør det særlige bånd mellem dem, og selv om fortælleren også bliver forelsket i Tom, ender det aldrig i trekantsdrama.

Fortælleren er til stede under hele sygdomsforløbet, der strækker sig over mere end to år, og som sygdommen tager til, mister han langsomt grebet om sit eget liv. Måske han ikke kun er på hospitalet for at støtte vennen, men simpelthen fordi han ikke kan finde ud af sit eget liv. Han vil ikke være i sin skimmelsvampsinficerede lejlighed, og han stopper med at tage arbejde for at kunne sidde ved vennens hospitalsseng. Fortælleren er kun nogen, når han er der for andre: ”Jeg ser ikke mig selv som hovedpersonen i noget. Det har jeg aldrig gjort. Jeg fikser altid en birolle i nogens historie,” fortæller han om sig selv (s. 31). Det er slående, at tekstens mange korte afsnit overvejende handler om vennens liv før og efter indlæggelsen, og kun sjældent hører man om fortællerens liv uden for hospitalet.

Bogens sider er ofte kun fyldt halvt eller kvart ud, og sætningerne er også ordknappe og består tit af meget præcise betragtninger. Der er lyriske anslag og en rytme i teksten, som gør bogen markant mere genreudforskende end forgængeren ”Mårhund”. ”Min syge ven” er ikke bare en forfærdelig og rørende sygdomsfortælling set fra den pårørendes perspektiv. Bogen handler også om at stå ved siden af livet generelt, uden rigtig at kunne gribe det – selv når døden står ved siden af.

Genrer og tematikker

Et gennemgående tema i Johannes Lilleøres forfatterskab er følelsen af at være anderledes. Lars Peter i ”Mårhund” er en sær dreng, som kommer til at lyve for at finde en plads i fællesskabet. Den voksne Lars Peter, der vender tilbage til barndomsegnen, forsøger at navigere i et landsbysamfund, hvis regler han hverken forstår eller får øje på, før han har overtrådt dem. Fortælleren i ”Min syge ven” har følelsen af at stå ved siden af sig selv. Under sin vens sygdom overvejer han, om grunden til, at han altid er hos sin ven på hospitalet, er fordi han er ved at kravle ind i hans liv og overtage det: ”Er jeg den parasit, der ender med at tage livet af ham? Hvor er antibiotikaen mod mig?” (s. 128).

Hvor ”Min syge ven” eksperimenterer med formen med mange kortprosa-lignende øjebliksbilleder og lyriske indslag, eksperimenterer ”Mårhund” mere på indholdssiden. I romanen, som er overvejende realistisk, taler dyrene i et tungt og gammeldags sprog med Lars Peter. Det giver teksten et magisk skær og udtrykker fint barnets ensomhed.

Johannes Lilleøre er interesseret i at udforske rammerne for litteratur, og det gør han bl.a. ved at læse andres værker: ”Det er inspirerende at læse. Jeg læser meget, og jeg er optaget af at udfordre de forskellige genrer. Hvad er en roman, og hvad er en digtsamling, og behøver man genrebestemme bøger?”, spørger han retorisk (Christine Fangel Juhl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019). Selv om hans indtil videre tre udgivelser alle har genrebetegnelsen ”roman”, stritter i hvert fald ”Nowhere” og ”Min syge ven” i en mere autofiktiv retning. Særligt debuten, der handler om skuespilleren Johannes, der er homoseksuel og har to børn med et lesbisk par. Efter udgivelsen af ”Nowhere” irriterede det Lilleøre, at folk gik så meget op i, hvad der var sandt, og hvad der var fiktion: ”Det var jo ikke det, der skulle være omdrejningspunktet. Så jeg var helt klar over, at denne gang skulle hovedpersonen ikke hedde Johannes, og Lars Peder (sic.), som hovedpersonen i »Mårhund« hedder, er også forskellig fra mig (…) Men der er så alligevel lidt af mig selv med, og det har en forfatter vel for det meste, når han skriver.” (Lars Kamstrup: Jeg har brugt mit barndomsbillede af Harboøre. Folkebladet Lemvig, 2016-09-17).

Beslægtede forfatterskaber

Johannes Lilleøres forfatterskab holder sig ikke inden for skarpt optegnede linjer, når det kommer til stil og genre. Derfor giver det bedst mening at lave sammenligninger med andre forfatterskaber på hver enkelt titel.

Beskrivelsen af gården og forældrenes økonomiske kvaler i ”Mårhund” minder om den fallit, familien i Thomas Korsgaards to romaner ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) og ”En dag vil vi grine af det” (2018) står overfor. Selv om miljøet er endnu barskere beskrevet, og armoden er større i Korsgaards bøger, er der paralleller at drage mellem især Korsgaards første roman og ”Mårhund”, hvor især det konfliktfyldte forhold til drengenes fædre er interessant. Begge fædre har et voldsomt temperament og straffer deres sønner hårdt, og selv om det skaber et had i drengene, er der også glimt af kærlighed at spore.

I ”Mårhunds” anden halvdel kan øsamfundets originaler og øens selvtilstrækkelighed sammenlignes med de sønderjyske landsbyer, man møder i Erlings Jepsens bøger. ”Frygtelig lykkelig” (2004) foregår f.eks. i landsbyen Højer, hvor indbyggerne i bogen spiller efter deres helt egne regler. På samme måde insisterer øboerne i ”Mårhund” på at klare øens problemer uden inddragelse af dem fra fastlandet.

”Min syge ven” har en anden nerve og tyngde – i kraft af temaet, men også i sin form. Det er oplagt at sammenligne den med Maria Gerhardts bøger ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” (2014) og ”Transfervindue” (2017), hvor hun skriver om sin kræftsygdom. Især ”Transfervindue”, der bevæger sig ud over det selvbiografiske og supplerer det autofiktive spor om livet som kræftpatient med en science fiction-fortælling om en kvinde indlagt på et hospice, der fylder det meste af Nordsjælland.

Bibliografi

Romaner

Lilleøre, Johannes: Nowhere. Lindhardt & Ringhof, 2012.
Lilleøre, Johannes: Mårhund. Lindhardt & Ringhof, 2016.
Lilleøre, Johannes: Min syge ven. Forlaget Basilisk, 2018.

Om forfatterskabet

Ballund, Benedikte: Jeg er også en tavs person. Horsens Folkeblad, 2016-09-07.
NN: Arbejdspladsen. Information, 2017-02-04.
Glanowski, Sara Maria: Interview: Han ved ikke hvad der foregår. Politiken, 2018-06-07.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Johannes Lilleøre

Kilder citeret i portrættet

Juhl, Christine Fangel: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019.