Et gennemgående tema i Johannes Lilleøres forfatterskab er følelsen af at være anderledes. Lars Peter i ”Mårhund” er en sær dreng, som kommer til at lyve for at finde en plads i fællesskabet. Den voksne Lars Peter, der vender tilbage til barndomsegnen, forsøger at navigere i et landsbysamfund, hvis regler han hverken forstår eller får øje på, før han har overtrådt dem. Fortælleren i ”Min syge ven” har følelsen af at stå ved siden af sig selv. Under sin vens sygdom overvejer han, om grunden til, at han altid er hos sin ven på hospitalet, er fordi han er ved at kravle ind i hans liv og overtage det: ”Er jeg den parasit, der ender med at tage livet af ham? Hvor er antibiotikaen mod mig?” (s. 128).
Hvor ”Min syge ven” eksperimenterer med formen med mange kortprosa-lignende øjebliksbilleder og lyriske indslag, eksperimenterer ”Mårhund” mere på indholdssiden. I romanen, som er overvejende realistisk, taler dyrene i et tungt og gammeldags sprog med Lars Peter. Det giver teksten et magisk skær og udtrykker fint barnets ensomhed.
Johannes Lilleøre er interesseret i at udforske rammerne for litteratur, og det gør han bl.a. ved at læse andres værker: ”Det er inspirerende at læse. Jeg læser meget, og jeg er optaget af at udfordre de forskellige genrer. Hvad er en roman, og hvad er en digtsamling, og behøver man genrebestemme bøger?”, spørger han retorisk (Christine Fangel Juhl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019). Selv om hans indtil videre tre udgivelser alle har genrebetegnelsen ”roman”, stritter i hvert fald ”Nowhere” og ”Min syge ven” i en mere autofiktiv retning. Særligt debuten, der handler om skuespilleren Johannes, der er homoseksuel og har to børn med et lesbisk par. Efter udgivelsen af ”Nowhere” irriterede det Lilleøre, at folk gik så meget op i, hvad der var sandt, og hvad der var fiktion: ”Det var jo ikke det, der skulle være omdrejningspunktet. Så jeg var helt klar over, at denne gang skulle hovedpersonen ikke hedde Johannes, og Lars Peder (sic.), som hovedpersonen i »Mårhund« hedder, er også forskellig fra mig (…) Men der er så alligevel lidt af mig selv med, og det har en forfatter vel for det meste, når han skriver.” (Lars Kamstrup: Jeg har brugt mit barndomsbillede af Harboøre. Folkebladet Lemvig, 2016-09-17).