jeg tror vi får en vidunderlig fremtid
når vi råber i hareskoven
råber vi for gnisterne mellem togskinnerne
mens vi drikker mountain dew
er vi en sød lille udstilling
som sidder solbrændte
snakkende om det genbrugte guld
om atomsøen i baotou”
Victor Boy Lindholms ”Hyklertrilogien” består af digtsamlingerne ”Guld” (2014), ”No Hard Feelings” (2015) og ”Resort” (2018), og de udkom i 2020 i ét samlet bind.
”Guld” er lange fabulerende og ekspressive digte. Her inddrages populær-, pop- og finkultur, som når kroppen vil ”dje og løbe ind i proust i sengen” (s. 41). Der bruges hashtags, digteren vil ”instagramme din krop” (s. 13), og hans åndedræt er en ”organisk .gif-fil” (s. 11). Samlingen falder i seks dele med hver sin overskrift, og den undersøger, hvordan den jublende narcissist kun har latter til overs for et opgør med den rovdrift, kapitalismens overforbrug påfører en svedende verden. Han griner, selvom skyldfølelsen ”eksploderer foran ham” (s. 23). Derfor er digteren hykleren: ”Jeg har hykleren i mig” (s. 66), og samlingens titel referer da også til guldet, man putter ind i iPhones. Digteren ér den iPhone: ”med guld i mit indre” (s. 60). Og derfor trækker han vejret igennem ”minerne i Congo” (s. 11). De miner, hvor børnearbejdere under urimelige forhold udvinder guldet. Hykleren er opdateret, men vælger at se den anden vej.
48404855
”No Hard Feelings” minder om ”Guld” i form og indhold, men med en mindre klar opdeling mellem samlingens afsnit. Sproget er derimod lige så fabulerende og ekspressivt, mens tonen er lidt anderledes. Den undersøger som ”Guld” kapitalismens rovdrift på verden, men nu er digterens politiske opmærksomhed og bevidsthed vokset sammen med indsigten, og med den bliver vreden mere sarkastisk og direkte. Derfor trækkes vejret ikke igennem iPhonen. Skærmen er derimod skyld i skammen, der gør, alle forsøger at ligne ”autentiske personer midt i en overflod” (s. 58). Og det understreges sarkastisk, at der er olie nok til at opretholde produktionen, så kyllinger kan få opløst deres fødder ”i ammoniakken fra deres eget lort” (s. 50).
”Resort” er anderledes end ”Guld” og ”No Hard Feelings”. Sproget er ikke så fabulerende, og måske derfor er digtene kortere, mere stringente og fortællende, og der inddrages heller ikke på samme måde populær-, pop- og finkultur. Her ankommer et ungt par til et græsk ferieresort en lørdag, og de rejser derfra lørdagen efter. Den mandlige fortæller er stenet, men ”glad ved havet” (s. 9), og på samme tid er der noget urovækkende på spil. De er nemlig på charterferie dér, hvor man mærker konsekvenserne af klimaflygtninge på egen krop. Her ser digteren derfor de menneskelige konsekvenser af alt det, han i de foregående bind på afstand har fabuleret over. Han ser det ikke igennem skærmen, og det giver et meget mere splittet, mere ambivalent, måske mere voksent udtryk.